Fortsæt til indhold

Vred bilist flippede ud på 18-årig cyklist

En ung kvindelig cyklist blev torsdag aften slået på armen af en hidsig mandlig bilist på Udlejrevej i Ølstykke

Samfund
Kenneth Tanzer

En 18-årig kvinde var torsdag aften cirka klokken 18.00 udsat for en ganske ubehagelig cykeltur på Udlejrevej i Ølstykke.
Ifølge Nordsjællands Politi, så fik de store mængder sne på cykelstien kvinden til at cykle ud på vejen, hvor hun pludselig blev mødt af en vred bilist.
"Anmeldelsen, som er kommet i går aftes fra pigens mor, går på, at den mandlige bilist stopper sin bil og går ud til den 18-årige cyklist. Han skælder hende ud og råber højlydt, hvilket får pigen til at cykle videre, men bilisten får svinget sin arm, så den rammer pigen og giver hende et blåt mærke. Ifølge vores oplysninger, så falder hun ikke af cyklen," siger Marianne Stenum, politikommissær hos Nordsjællands Politi i Frederikssund.
Hun understreger, at politiet gerne vil høre fra folk, som har set episoden.
"Hvis folk har oplysninger i sagen, så skal de kontakte os. Signalementet af manden er nemlig meget sparsomt," siger Marianne Stenum.