Hvis Gud drev landbrug…

På søndag fortælles lignelsen om sædemanden, der sår sin mark. En sædemand er jo i grunden et lidt mærkeligt navn for en bonde. Men måske er han også en smule mærkelig, ham bonden. Han er i hvert fald ikke, som bondemænd er flest. For som han går der på marken og sår sine korn, er det med en tæmmelig løs og uforsigtig hånd. Han stryger om sig til højre og venstre uden at virke den mindste smule ærgerlig over alt den gode korn, der lander på vejen, på klippegrunden og blandt tidslerne. Ufortrødent fortsætter han med at ødsle med kornene. Bonden arbejder altså ikke, som man kunne have forventet af en bonde. Og det er netop pointen. For Jesus fortæller os, at lignelsen er et billede på Guds rige. Og bonden? Ja, det er såmænd ingen ringere end Gud selv, der ubekymret kaster om sig med sit ord.
Og som i lignelsen tages der i Guds rige ikke særlige hensyn til, om det nu også kan betale sig at bruge gode kræfter på nogen. I Guds rige spredes kornene gavmildt og frimodigt i tillid til, at de på trods af en ugunstig jordbund nok skal virke alligevel. For det er ikke pga. os, jorden, at Guds ord gror. Det er Guds ord selv, der får det til at gro. Det er ved Guds ord, at troen og håbet og kærligheden vokser i os. Sædemanden kaster frimodigt om sig med kornet i en tillid til, at ødselheden aldrig var forgæves.