Oplev Danmarks bedste dyste om DM
Lørdag 11. marts og søndag 12. marts tørner de allerbedste tennisspillere i Danmark sammen, når der spilles om Danmarksmesterskabet for hold.
Selvom de deltagende hold ikke kendes endnu, så kan tilskuerne potentielt komme til at overvære spillere som: Frederik Løchte Nielsen, Thomas Kromann, og Clara Tauson. Det kommer selvfølgelig an på om deres respektive klubber kvalificerer sig til medaljespillet. Uanset hvad så vil det være nogle af de bedste herrer og damer i landet, der gæster Ølstykke Tenniscenter, og det vil være helt gratis at komme og se på.
Ølstykke Tennisklub har inviteret blandt andet statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og kulturminister Mette Bock (LA), som man håber på at få på besøg.
“Når Ølstykke får tildelt sådan et arrangement af Dansk Tennis Forbund, så er det en tydelig markering af, at ØTK er på vej tilbage på tennis-landkortet. Vi lægger ikke skjul på, at vi er godt i gang med en stærk genopbygning af klubben og allerede er i en positiv fremgang, med over 50 flere medlemmer i forhold til samme tidspunkt sidste år,” fortæller næstformand i Ølstykke Tennisklub, Martin Jørgensen.
Semifinaler bliver spillet lørdag og finaler søndag i Ølstykke Tenniscenter.