Nu vil muslimske kvinder have kønsopdelt svømning i Horsens
Der har tidligere været stor debat om kønsopdelt svømning i Aarhus. Nu er turen kommet til Horsens. Kulturudvalgets formand er imod hold kun for indvandrerkvinder
Kulturudvalget i Horsens Kommune skal onsdag i denne uge drøfte en ansøgning fra Sundhedsteamets Oplysningsforbund, der ønsker at oprette et svømmehold for indvandrerkvinder i en kommunal svømmehal i Horsens.
“Der er et par piger, som på vegne af flere andre piger har spurgt, om vi kan oprette et hold for dem. De er muslimer, og derfor skal det være et hold uden mænd,” fortæller Marianne Christensen fra Sundhedsteamets Oplysningsforbund, som er en mindre aftenskole, der har til huse i Horsens Sundhedshus.
Marianne Christensen fortæller, at der tidligere har været et svømmehold for indvandrerkvinder, der på rent privat basis har benyttet sundhedshusets varmtvandsbassin.
I ansøgningen om adgang til en kommunal svømmehal fremgår det, at det specifikt drejer sig om et hold for indvandrerkvinder, og at der ikke må være offentlig adgang for mænd i svømmehallen, mens kvinderne svømmer. Det oplyser Horsens Kommunes direktør for Kultur og Borgerservice, Peter Sinding Poulsen. Juridisk set kan forvaltningen give tilladelse til at oprette et svømmehold kun for indvandrerkvinder, men Peter Sinding Poulsen vil gerne høre politikernes syn på sagen, før kommunen foretager sig noget.
“Jeg tænker, det kræver en politisk drøftelse og stillingtagen. Svømning kun for indvandrerkvinder er en landsdækkende diskussion, og vi må navigere efter, at den politiske debat er blevet skærpet på det her punkt,” siger han.
Nej til rent indvandrerhold
Formanden for Kulturudvalget i Horsens Kommune, Martin Ravn (V), er ikke tilhænger af et svømmehold i Horsens kun for indvandrerkvinder.
“Det vil være med til at skabe og fastholde et parallelsamfund, som jeg bestemt ikke ønsker. Det vil være i strid med vores kulturarv og danske værdier. Vi har kæmpet i flere hundrede år for at opnå ligestilling mellem kønnene,” siger Martin Ravn.
Hvad nu hvis et sådant hold er indvandrerkvindernes eneste mulighed for at komme ud at svømme?
“Hvis du alligevel ikke må deltage i det danske samfund, så ændrer det ikke noget at komme ned i et andet rum, der er lukket for andre. Det vil stadig være en lukket klub, der tager afstand fra danske værdier,” svarer Martin Ravn.
Venstremanden understreger, at han siger nej til et rent indvandrerhold for kvinder, fordi han ønsker at fremme integrationen.
“Det kunne godt ændre min holdning, hvis nu der også var danske kvinder på holdet. Så vil det måske kunne fremme integrationen, hvis indvandrerkvinderne er sammen med 'danske' kvinder og kan se, hvordan vi lever i dagligdagen.”
Ifølge Sundhedsteamets Oplysningsforbund er der ikke noget til hinder for, at danske kvinder kan deltage på det kønsopdelte svømmehold.
“Der er ikke nogen, der har sagt noget om, at det skal være et rent indvandrerhold,” siger Marianne Christensen fra Sundhedsteamets Oplysningsforbund.
Fra middelalderen
Kulturudvalget i Horsens Kommune skal drøfte sagen på et møde onsdag i denne uge.
Dansk Folkeparti er ikke repræsenteret i Kulturudvalget i Horsens Kommune, men tager kraftig afstand fra et hold for indvandrerkvinder.
“Hvis man af religiøse årsager vælger at afsondre sig fra det omgivende samfund, har man fravalgt integration, og så burde man måske flytte videre til et andet land, hvor denne form for apartheid er mere indgroet i kulturen. Jeg vil kraftigt opfordre udvalgsmedlemmerne til at sige NEJ til dette kønsforskrækkede og middelalderlige forslag,” skriver Claus Kvist Hansen (DF) i et læserbrev.