Mindeord for Søren Morbjerg
Det er med den største sorg, at vi har modtaget budskabet om Søren Morbjergs pludselige og alt for tidlige død. Søren Morbjerg var en skattet kollega hos Geberit, hvor han gennem fire år havde sin daglige gang på hovedkontoret i Lystrup.
Med Sørens død mister vi en kollega med imponerende videbegær og overskud. Han satte altid en ære i at hjælpe både kunder og kolleger. Søren var den, alle kunne regne med, når der var brug for hjælp.
Sørens engagement var vidtfavnende, det mærkede vi alle. Det gjaldt, uanset om det var Geberits produkter, AGF's fodboldhold, hans egen fysiske træning, hans videreuddannelse eller Liberal Alliance.
Søren brugte sin fritid sammen med familien, ligesom Smukfest og lokale arrangementer med udsigt til hygge blev højt prioriteret. Sørens engagement var til stor inspiration for alle hans kolleger.
Sørens død kom alt for tidligt og meget uventet for os alle. Han lagde ikke selv skjul på, at han ville leve længe og blive gammel.
For år tilbage lagde han sit liv om ved at begynde at dyrke mere sport og i det hele taget leve sundt, og han gennemførte både maraton, en halv ironman og andre løb.
Søren var i sit rette element, når han sad på cyklen i den evige konkurrence med sig selv, hvor han gentagne gange vandt ved at gennemføre distancerne hurtigere end tidligere.
Søren var helt bevidst om, hvad der skulle til for at nå sine mål.
En diskussionslysten, energisk familiefar og kollega i sin bedste alder er pludselig revet bort, og vi andre står tilbage og forstår det ikke. Søren Morbjerg vil altid være savnet hos Geberit.
Men de mange gode minder om en god kollega og inspirerende kammerat kan ingen tage fra os!
Vores tanker går i denne svære tid til Søren Morbjergs kone, Jette, og deres to børn, Julie og Jonas.
Æret være Søren Morbjergs minde.