Fortsæt til indhold

"Hvis det stod til mig, så var de ude i morgen"

Det er rystede naboer, der kan konstatere, at de har fået en swingerklub i kvarteret

Samfund
Mads Hussing

Jan Toft Rasmussen bor lige overfor Swingers Fun, der åbnede tirsdag på Irisvej i Lillerød. Han er ikke glad for den nye forening på vejen.

“Hele vejen stimler sammen, når der sker sådan noget. Det er jo ikke, hvad der sker i huset, men det er konsekvenserne for os andre. En masse fremmede mennesker på vejen, effekten på det lokale image, og huspriserne kommer til at falde. Det har jeg talt med en ejendomsmægler om,” siger Jan Toft Rasmussen, der mener, at ejeren af villaen, hvor Swingers Fun er i, godt kunne have kommunikeret bedre med resten af vejens beboere.

“Han er selv skyld i alle gisningerne. Han har aldrig informeret om noget, og så prøver folk selv at søge information på alle mulige websites. Det skaber utryghed. Det giver et skær af lyssky. Det er dumt af ham,” siger Jan Toft Rasmussen, der er bange for kommunens image:

“Nu hedder vi lige pludselig Knalderød.”

Læs også: Se video og billeder: Camilla viser rundt i Swingers Fun

Jan Toft Rasmussen mener, at swingerklubben ligger det forkerte sted.

“Hvorfor kunne de ikke lægge det på Gydevang? De skulle sige til sig selv: 'Det her er ekstremt, det gør vi et andet sted'. Mine børn står på skateboard lige uden for hans havelåge. Jeg ville ikke have købt huset her, hvis jeg havde vist, at det kom,” siger Jan Toft Rasmussen, der har boet på Irisvej i halvandet år.

Han siger, at han også ville protestere, hvis det eksempelvis var en spejderforening, der flyttede ind i huset.

“Jeg er ikke interesseret i den ekstra trafik og larm på vejen. Det er landsbyidyl på sådan en lille vej. Folk er rystede,” siger Jan Toft Rasmussen, der ikke er i tvivl om, hvad han ønsker:

“Hvis det stod til mig, så var de ude i morgen.”