Udsatte unge hjælpes frem i verden
I denne måned starter Det Lærende Fængsel et nyt UCANDOIT-forløb. Det sker i Hedensted og Kolding og med støtte fra blandt andet Lærerstandens Brandforsikring, der bakker op om den socialøkonomiske virksomheds arbejde for 12 sårbare og socialt udsatte unge mellem 15-20 år.
UCANDOIT er et kriminalpræventivt tiltag, der bygger på mental styrketræning og mentorordninger i et forsøg på at gøre unge fra belastede miljøer uddannelsesparate eller klar til et liv på arbejdsmarkedet.
En plads i fællesskabet
“I Danmark har vi en voksende gruppe unge mennesker, der mangler et solidt afsæt for at klare sig selv. Dem hjælper vi bedst med støtte til at udvikle sig til voksne individer med sunde strukturer i hverdagen og en bevidsthed om deres egne evner og handlemuligheder”, siger CEO Kate Maria Vinther i en pressemeddelelse.
De unge vil helt konkret blive fulgt af en læringsmappe, som er bygget op over de tre temaer; mind, body og økonomi/samfund. Mappen skal udfyldes som et led i en løbende læringsproces, der strækker sig over i alt seks måneder. Målet er, at de unge bliver klar til at underskrive kontrakt med for eksempel en virksomhed eller en erhvervsskole.