Hvorfor er vi sådan et samfund, der ødelægger os selv?

Det er snevejr og pivkoldt udenfor. Men indenfor på Knudhule Badehotel sidder en lille flok Skanderborgere, hvis hjerter banker varmt for at gøre en forskel. De har netop deltaget i deres første møde i det nye midlertidige psykiatri-udvalg.

Udvalget skal forsøge at finde andre veje til bedre løsninger, så der både kan dæmmes op for de hastigt voksende psykiatriudgifter, og samtidig kastes bedre redningskranse ud, så færre knækker nakken og går ned.

“Der er ingen fortilfælde andre steder på sådan et udvalg. Skanderborg er først til at afprøve det. Og det er også helt nyt, at vi har annonceret efter deltagere blandt borgerne,” fortæller borgmester Jørgen Gaarde, der er formand for det nye udvalg.

De syv udvalgte borgere er pårørende, brugere af lokalpsykiatrien og folk, der ganske enkelt bare gerne vil hjælpe andre.
En af dem, der selv har psykisk sygdom tæt inde på livet er Bernd Bachmann. For ham er det vigtigt, at fjerne berøringsangsten overfor psykisk sygdom og at tale lige ud af posen omkring det.

“Man skal ikke være så diagnoseforskrækket. Diagnoser er ligegyldige. Vi er jo alle lidt skæve i hovederne på den ene eller anden måde,” griner han.

“I stedet skal vi se på, hvad vi kan gøre. Vi skal få det ned på et praktisk niveau - et menneske niveau - og finde ud af, hvor tingene kan gøres smartere end i dag, så ressourcerne udnyttes bedre.”

“Og så skal vi se på, hvor det giver mening at sætte in. Arv og gener kan vi ikke gøre så meget ved, men vi kan sætte ind der, hvor miljøet er så skadeligt, at folk bliver psykisk syge.”

Anette Mølgaard Nielsen er bruger af lokalpsykiatrien. For hende er det vigtigt, at sætte fokus på de mekanismer, der gør os syge.

“Hvorfor er vi sådan et samfund, der ødelægger os selv? Det er farlige nye tider. Vi skal præstere mere og mere hele tiden. Hvornår er nok nok?” spørger hun.

“Jeg tror, det er nødvendigt, at vi tager hele samfundet op til revision, og spørger os selv, om det virkelig er det vi vil. Det er på tide vi går fra doing til being. Hvornår bliver det sejt at have tid?” “Vi pacer vores børn og unge gennem uddannelsessystemet og lægger et kæmpe præstationspres på dem. Men det er vigtigt at huske, at der også skal være plads i samfundet til dem, der har brug for en omvej,” understreger hun.

Mette Fisker, er pårørende til en psykisk syg. Hun har oplevet, hvor alene og magtesløs mange pårørende er. Samtidig har hun masser af viden, hun gerne vil give videre til andre i samme situation.

“Der mangler en funktion, så viden om relevante netværk og foreninger bliver givet videre til dem, der kunne have gavn af det. Vi pårørende er en kæmpe ressource. Den må kunne sættes i spil til glæde for andre.”