Fortsæt til indhold

HAPS’erne går fra kilo til cool cash

Det lyder paradoksalt, men medlemmer af netværksgruppen HAPS gør kilo-kamp til en fest

Samfund
Grethe Bo Madsen

“Den hapser vi lige,” og det gjorde de så, de fem kvinder på holdet HAPS 1 fra Skanderborg.
HAPS står for hygge og aktivitet for par og singler i Skanderborg, og er en Facebook-netværksgruppe med 165 aktive medlemmer fra hele Skanderborg Kommune.
HAPS stiller med hele fem hold i vægttabs-konkurrencen Din by på vægten, og for HAPS 1 lykkedes det fornylig at vinde en af de eftertragtede ugespurter, som sikrer holdets medlemmer et gavekort hver på 500 kroner til fitnessbutikken.dk.
Tilsammen har de tabt 28 kilo i løbet af konkurrencens første fem uger.
“Vi mødes om alt muligt, så hvorfor ikke også mødes om at tabe sig,” spørger de.
“Vi mødes om mange forskellige aktiviteter. Det kan være en tur i biografen, en pizza-aften, småkagebagning til jul, teaterture og fester i alle afskygninger,” fortæller Susanne Nordvig Thomassen.
Foruden Susanne består HAPS 1 af Tina Funder, Brigitte Larsen, Jette Christenen og Charlotte Kivsmose
“Alle medlemmer kan slå en aktivitet op, og så tilmelder man sig efter først til mølleprincippet. Og vi deles altid om udgifterne,” forklarer de.
I princippet kan alle over 30 år, som bor i Skanderborgområdet og har tilknytning til området, blive medlem af gruppen.
“De fleste er nok i alderen fra 40 til 55 år. Og det er altså ikke en dating-side,” understreger de.
“Mange af medlemmerne har været gennem en skilsmisse, og har brug for at bygge et nyt netværk op. Andre er singler. De fleste er kvinder - sådan er det jo altid. Men når mænd først har været med, så bliver de ved med at komme.”