Fortsæt til indhold

Hørning-drenge smider 66 kilo

Samfund
Grethe Bo Madsen

“Vi har gået de sidste 20 år og snakket om, at vi skulle tabe os, så nu var det vist på tide.”

Drengene fra HHQ - Hørning Headquarters - er i toptrimmet humør.

Michael Ravn, Henrik Johansen, Jasper Lemming, Michael Ilsø og Anders Kristiansen har de seneste to uger i træk vundet ugespurten i vægttabskonkurrencen Din by på vægten, og med et samlet vægttab på 66 kilo på bare fem uger er de også rigtig godt på vej til at vinde dysten og de 20.000 kroner i hovedpræmie.

“Vi giver den gas nu. Det er ikke urealistisk, at vi kan vinde, og det er god motivation,” fortæller de.

Holdet startede ud med en ambition om at tabe 15 procent af deres samlede vægt. Indtil nu har de tabt 8,3 procent. To af dem har hver tabt over 17 kilo, mens holdets mindste vægt-fighter har tabt 9 kilo.

“Vi tæller kalorier, og får gået og cyklet mange og lange ture. Vi har lavet vores egne madplaner og træningsprogrammer, og guider og motiverer hinanden igennem forløbet,” forklarer de.

Samtidig har de oprettet en facebookgruppe, hvor de holder øje med hinanden og hjælper, når en af de andre er ved at falde for fristelsen til at spise noget usundt eller ikke får trænet.

“Vi kan lave noget af en shitstorm, hvis vi har en cheater. Vi skal jo vinde,” griner de.

I øjeblikket ligger HHQ på en samlet 8. plads ud af de i alt 30 hold fra Skanderborg, Hedensted, Horsens og Vejle, som deltager i Din by på vægten. Tilsammen har deltagerne tabt 3.280 kilo på fem uger.