Vind 50.000 kroner til den bedste idé
Hillerød Kommune udskriver konkurrence om aktiviteter i den nye bydel Favrholm i syd. Vinderen modtager også et gavekort på 5.000 kroner
Planlægningen af Hillerøds nye bydel Favrholm er i fuld gang, men der går et stykke tid, før de første byggerier opføres. Hillerød Kommune afholder derfor en idékonkurrence, hvor alle interesserede kan deltage ved at indsende en idé til en midlertidig aktivitet, som kan foregå i Favrholm.
Aktiviteterne kan være alt fra en kortvarig begivenhed, som en koncert eller et orienteringsløb, til en længerevarende aktivitet som fælles nyttehaver eller en naturlegeplads.
"Alle ideer er velkomne, og alle kan indsende sin idé – uanset om man er borger i Hillerød, en forening, en institution eller en ildsjæl," skriver kommunen i en pressemeddelelse og påpeger, at formålet med idékonkurrencen er at gøre Favrholm til et område for alle.
Konkurrencen giver mulighed for, at byens borgere, foreninger, institutioner og ildsjæle kan afprøve deres drømmeaktivitet i en tidsbegrænset periode.
Udvalg udpeger vinder
Hillerød Kommunes Økonomiudvalg udpeger en vinder af konkurrencen 19. april. Og i vurderingen vil der blive lagt vægt på, at aktiviteten tiltrækker mennesker til Favrholm, og at aktiviteten er synlig i området. Aktiviteten må også gerne forholde sig til Favrholms identitet som en grøn bydel med et aktivt og levende hverdagsliv.
Der er i 2017 afsat 50.000 kr. til midlertidige aktiviteter, og idéen skal kunne realiseres inden for den økonomiske ramme.
På www.hillerod.dk/idekonkurrence findes et ansøgningsskema, hvor man skal beskrive aktivitetens formål, tidspunkt for afholdelse, brugergruppe, økonomi mv.. Man kan også se et kort, som viser hvilke områder, der umiddelbart er til rådighed for aktivitetens afholdelse.
5.000 shoppe-kroner
Vinderen af konkurrencen får finansieret aktivitetens udgifter og vinder derudover et gavekort til Hillerød Shopping på 5.000 kroner. Vinderen skal selv lægge frivillig arbejdskraft i forberedelserne til og afholdelse af aktiviteten.
Alle forslag skal være indsendt senest tirsdag 28. februar 2017 via formularen på www.hillerod.dk/idekonkurrence. Mdt