Nu kan du få pudset skoene hos barberen
Er skoene triste og slidte at se på, så kan Chrispin Smith bringe nyt liv i dem
Dit fodtøj er i trygge hænder hos Chrispin Smith, som har fået lov at åbne sin egen lille sko-pudsnings-biks i Barber Shoppen i Hans Hartvig Seedorffstræde i Aarhus C.
Den amerikanskfødte herre har nemlig mere end 16 års erfaring med netop skopudsning.
Ønsker man at benytte sig af Chrispin Smiths service, så er han til stede i Barber Shoppen alle dage undtagen mandag. Han kan både få de lidt finere sko samt sportssko til at skinne.
Skopudserens “normale” kunder er folk, som i forvejen får en klipning eller barbering, men man kan også blot komme for at få shinet fodtøjet op.
Chrispin Smith har også i tankerne, at man kan komme forbi med sine sko og så hente dem senere, for som han siger:
“Jeg ved jo, at mange danskere godt kan være lidt generte.”
Den erfarne skopudser fortæller, at skoene holder sig flotte i op til tre-fire uger.
“Det imponerer generelt folk ret meget, hvor flotte deres sko kan blive,” siger han og fortsætter:
“Jeg gør meget ud af at give kunden en god oplevelse og en god dag med mine anekdoter. Jeg får ikke kun hans sko til at skinne - I will shine his soul.”