Fortsæt til indhold

Landskendt forfatter går ind i politik for liste A

Søren Hammer stiller op til byrådsvalget i Halsnæs i efteråret

Samfund
Jens Patrick Thiede

LOKALPOLITIK Selvom Søren Hammer og hans søster Lotte i øjeblikket skriver på deres 8. roman i Konrad Simonsen-krimiserien, har den mandlige del af skriveduoen også tid til andre sysler.
Således har Søren Hammer med bopæl i Frederiksværk valgt at stille op for Socialdemokratiet til efterårets byrådsvalg i Halsnæs.
“Jeg er socialdemokrat og håber på at kunne hjælpe Steffen (Jensen, red) til at blive borgmester. Det vil være godt for Halsnæs. Jeg vil være stolt af 40-50 stemmer og kommer ikke i byrådet,” siger Hammer og forudser dermed, at der bliver fint med tid til fortsat at skrive bøger.
Hvis du kommer ind, får vi så en krimi, der foregår i Halsnæs Byråd?
“Hvor borgmesteren og kommunaldirektøren har gjort det - ja, perfekt plot.”

Ikke for fisefornemt

Har gjort hvad?
“Det ved jeg ikke endnu,” svarer Hammer, der dog godt kan afsløre sine mærkesager i lokalpolitik:
“De er mest tekniske. Kloakker, forsyning, trafik. Også kultur og kunst, medmindre det bliver alt for fisefornemt.”
Hvilke former for kultur?
“Bingo, rugby, folkedans, lokalhistorie, spejderbevægelsen, Carl-E, det hele. Samt mærkesagen 'fri lagkage til lokale journalister'.”
Han kender ikke sit nummer på stemmesedlen, det afgør partiforeningen ved en urafstemning. Han proklamerer sit slogan til at være “frihed, lighed, fællesskab.” Af de mere personlige slogans svarer han med et skævt smil: “Stol på mig. Stol på mig.”
Tror du det virker?
“Det virkede for slangen i Junglebogen. Hed den ikke Kaa?”
Sådan vil du overbevise dine vælgere?
“Sådan vil jeg overbevise dig.”
Han og søsterens 8. roman udkommer sandsynligvis til efteråret, hvilket afgøres af forlaget Gyldendal. Handlingen vil han dog ikke afsløre.
“Nixen bixen. Du kan få en smagsprøve, når vi er færdige, men ikke før. Vores arbejdstitel er 'To små piger'.”