Trods massiv mobning: Emil holder af sin stammen
I folkeskolen blev Emil Fredeløkke gjort til grin med sine taleblokeringer - nu kan han ikke være foruden dem
28-årige Emil Fredeløkkes rygrad er på størrelse med den træstamme i Kongens Have, som han læner sig op ad.
For Emil Fredeløkkes liv har på ingen måde været en dans på roser. Allerede da han er omkring tre år gammel, finder forældrene ud af, at han ikke taler ligesom andre.
Desværre vokser Emil Fredeløkke ikke fra sin stammen, og det meste af folkeskoletiden i Assens bliver en slem omgang med massiv mobning, fordi han er et nemt offer.
Efterabede mig
“Når jeg fik blokeringer, efterabede de mig. Det var med til at gøre mig til en meget usikker person, men heldigvis var jeg god til at snakke med mine forældre om det, når jeg kom hjem,” fortæller Emil Fredeløkke.
Efter 9. klasse finder familien ud af, at han kan modtage behandling i Odense. Her får Emil Fredeløkke undervisning af talepædagoger og kommer senere i en god stammegruppe. Mange års behandling har nu ført til, at Emil Fredeløkke er blevet langt bedre til at styre sine taleblokeringer.
“Jeg er gået fra at hade min stammen til nu at være glad for den - jeg kan ikke være foruden min lidelse,” smiler han og forklarer efterfølgende, at behandlingen har fået ham til at opdage alle fordelene.
“Hver gang jeg skal formulere en sætning, tænker jeg mere over den end andre, så jeg vil nok mene, at jeg ofte er mere velformuleret,” griner Emil Fredeløkke.
Gav sig selv stor test
Siden 2009 har Emil Fredeløkke studeret i Odense. Lige nu læser han administrations-bachelor på University College Lillebælt, men han dropper snart ud, da det er lykkedes ham at få et halvt års vikariat som administrativ medarbejder i Nordfyns Kommune i Otterup.
Det var dog på ingen måde en let opgave at tage telefonen i hånden og taste nummeret ind på arbejdsgiveren.
“Jeg har altid haft meget svært ved at ringe til fremmede, da jeg ikke kan se deres reaktioner, når jeg får blokeringer. Men jeg forberedte mig godt og fik sagt det hele under jobsamtalen,” fortæller Emil Fredeløkke. Han var fra starten af helt ærlig omkring sin stammen.
“Min chef var meget forstående og så ingen problemer i, at jeg ikke er i stand til at tale telefon en hel dag. Heldigvis skal der også skrives breve, mails og regnes på økonomi,” påpeger Emil Fredeløkke.
Men den viljestærke mand giver ikke helt slip på Odense.
Stifter afdeling i Odense
For omkring tre år siden var han med til at stifte en ny lokalafdeling for hele Fyn og trekantsområdet. Den er en del af 'stammeforeningen i Danmark' (FSD).
Emil Fredeløkke ønsker, at der skal sættes endnu mere fokus på lidelsen, da omkring 50.000 danskere er stammere.
“Vi holder løbende arrangementer, hvor der er plads til at dele erfaringer med hinanden og få faglige værktøjer med hjem. Vi samarbejder med Kommunikationscenter Odense på Falen, som har tilknyttet dygtige stammekonsulenter med mange års erfaring,” siger han.
Det koster 100 kroner at være medlem om året, og du kan læse mere om afdelingen på Facebook.