Horsens-drenge sælger 'dovne elefanter' på nettet
Tre drenge har med støtte fra deres lærer åbnet en webshop, hvor de sælger en T-shirt, de selv har designet
En tegning af en snorkende elefant med snablen i vejret skulle egentlig bare have været et logo til en fiktiv virksomhed, men den sovende elefant bliver nu trykt og solgt på vaskeægte T-shirts.
Som en del af undervisningen på Erhvervsakademi Dania i Horsens skal handelsøkonomistuderende lave et fiktivt tøjbrand og webshop. Eleverne Mikkel Bøgelund, Anders Therkelsen og Jacob Kjøge fik idéen til et firma ved navn 'Lazy Elephant', der skulle sælge komfortable T-shirts med en tegning af en snorkende elefant på.
Klassens bedste idé
På den nu åbne webshop lazyelephant.dk mødes man af ordene: 'Party like a king, sleep like an elephant.' Firmaet står for humor, ungdom, fest og ikke mindst tømmermænd. Det afspejler sig i T-shirtens design, mener drengene:
“Det er tænkt som en komfortabel og humoristisk T-shirt, man både kan have på i byen og slappe af i om søndagen.”
I klassen skulle eleverne stemme om den bedste idé, og 'Lazy Elephant' løb med sejren. Klassens nye lærer var så begejstret for idéen, at han valgte selv at smide penge i projektet for at gøre idéen om T-shirt salget til virkelighed.
“Vores nye underviser sagde, vi bare skulle prøve det. Det er første gang, undervisningsforløbet er gået fra teori til praksis,” fortæller Mikkel Bøgelund.
Hele klassen arbejdede sammen om at realisere webshoppen og fik trykt et lille oplag af 20 T-shirts i sort og hvid.
“Det var en sejrsfølelse, da den første ordre kom,” siger Anders Therkelsen.
Fedt at prøve
De tre drenge synes, det har været fedt at løfte projektet fra bøgerne og ud i verden.
“Det er godt at prøve det i praksis og finde ud af, at sværere er det faktisk ikke,” siger Jacob Kjøge.
Ifølge drengene er flere af deres klassekammerater nu ved at åbne egne webshops.
“Det viste sig, at det var nemt at starte op i forhold til de fordomme, jeg havde om momsregistrering, oprettelse af CVR-nummer og så videre. Det er rart at vide, man godt kan starte op og tage de store skridt, når det går fremad med virksomheden,” siger Mikkel Bøgelund, der har fået mod på mere.
“Jeg går og pusler med en idé, og jeg overvejer at starte noget op selv.”
Projektet har også givet de to andre drenge en bedre idé om, hvad de vil - eller ikke vil - i fremtiden. “Før tænkte jeg, jeg skal have min egen virksomhed. Det er vejen frem. Jeg har fundet ud af, at det skal jeg nok ikke. Jeg vil gerne have faste rammer,” siger Jacob Kjøge.
Anders Therkelsen er på linje med Jacob.
“Jeg tænder på idéen om, at prøve at starte egen virksomhed, men jeg er lidt af en tryghedsnarkoman. Jeg kan godt lide at have en chef, der siger, hvad jeg skal.”