"Jeg tror, mor har det så godt som muligt”

Kan et liv med demens være værdigt? Det spørgsmål har Elsebeth Nielsen stillet sig selv mange gange. Hendes mor Lis har demens i svær grad og er nu fuldstændig afhængig af hjælp fra andre. Moderen har det bedst muligt i dag, men vejen for at nå til den erkendelse har ikke været uden indre tvivlsspørgsmål.

Demens som ubuden gæst

De første tegn, på at noget er galt, viser sig for omkring fem år siden. Moderen begynder at sige underlige ting. Ringer dag og nat. Går i banken syv gange om dagen for at tjekke sin konto. Mad bestilt udefra findes i opvaskemaskinen, og hun må have hjælp til at finde hjem fra en indkøbstur i en butik, der ligger lige nedenfor døren.
Sammenlagt tydelige tegn på demens, men hændelserne kommer snigende, og ingen ved reelt hvor længe, Lis har gået med lidelsen. En scanning viser et massivt tab af hjernemasse.

Svær beslutning

Der går ikke længe, før det bliver klart for Elsebeth og hendes familie, at det ikke længere er forsvarligt for moderen at bo selv, som hun har gjort siden faderens død for 16 år siden. Men det er ikke en nem erkendelse at komme til.
”Vi var meget i tvivl, om vi gjorde det rigtige,” siger Elsebeth.
Kommunens hjemmepleje har i den situation gjort et stort stykke arbejde for at hjælpe dem i processen.
”De overbeviste mor om, at det var bedst for hende at flytte i demensbolig på Drivhuset, fordi de bedre kunne passe på hende der. Det var en stor hjælp, at de tog den rolle på sig. Mor er en meget stolt og uafhængig dame. Havde vi som hendes børn foreslået hende at flytte, havde hun nok bedt os om at blande os udenom,” siger Elsebeth med et lille smil.

Julen var en katastrofe

Elsebeth og hendes familie er igennem processen med moderens tiltagende demens kommet til erkendelse af, at hun har mange begrænsninger aktivitetsmæssigt. Et år tager familien for eksempel mor Lis med hjem til jul.
”Det var en katastrofe. Personalet har udfordret os på, om det er for mors eller vores skyld med sådan et julearrangement. For hun har ingen glæde af det. Hun trives bedst i sit eget hjem. Selv en tur ud i egen have kan virke utryg,” fortæller datteren.

Den sociale udfordring

Det sociale aspekt er i det hele taget en udfordring for Elsebeths mor.
Elsebeths far var den sociale af de to, og moderen har ikke formået at holde kontakter ved lige, hvilket afspejler sig i de få besøg, hun får nu. Elsebeth tænker også, at nogle måske har reservationer ved at besøge en dement.
”Jeg kunne godt ønske, at folk ikke føler sig forlegne ved at besøge hende. Bare kom,” siger datteren.
Den sociale interaktion med de øvrige beboere er også en udfordring.
”Mor udviser ikke genkendelsens glæde ved synet af de andre beboere. De virker som fremmede for hende. Så er det jo også svært at have kontakt, men det er ikke min opfattelse, at hun føler sig ensom,” fortæller Elsebeth.
Elsebeth har en meget oppefra og ned tilgang til livet i Drivhuset – et sted hun betegner som 'vores'. Her passer man nemlig på hinanden.
”Beboerne bor i det hjem, de kommer ind i. Ligger der et par briller i mors hjem, er det ikke nødvendigvis hendes, og nogle gange kommer der en ind, som tror, han/hun bor der. Så tager man vedkommende under armen og hjælper dem tilbage til deres egen lejlighed. Det sker ret ofte,” fortæller hun med et smil.
Til spørgsmålet om man kan have et værdigt liv, når man er så afhængig af hjælp fra andre, siger Elsebeth:
”På én side er det uværdigt at skulle hjælpes med personlig vask, men det er mere uværdigt at ligge i eget skidt. Vi er trygge ved, at hun bor på Drivhuset og meget tilfredse med den omsorgsfulde og værdige pleje, som personalet udviser. Beboerne fremstår altid soignerede og velplejede, og det ved jeg, mor ville have sat pris på. Jeg tror, mor har det så godt som muligt.”