Byggelysten boomer i Syddjurs
Syddjurs nummer to på TOP 10 over grundsalg i alle kommuner
Lysten til at bygge nyt er stor blandt borgerne i Syddjurs Kommune. Så stor, at kommunen indtager en andenplads på en TOP 10 over grundsalg i alle kommuner for perioden januar - maj 2017. Foran ligger Horsens, mens Randers ligger nummer tre (se faktaboks).
Det viser tal fra Boligsiden.dk.
I maj måned blev der solgt 293 grunde på landsplan, og det svarer til en stigning på over 30 procent i forhold til maj sidste år, viser tal fra netop Boligsiden.dk.
”Der er kommet gang i udstykningerne i mange kommuner, så der er grunde at købe, priserne på eksisterende huse er mange steder steget mere end byggepriserne, og så ønsker mange familier i dag mange kvadratmeter, der er lette at vedligeholde og billige at varme op,” siger Homes relationschef Mads Ellegaard i en kommentar til den generelle udvikling landet over.
I samme periode blev der i 2016 blot solgt 25 byggegrunde i Syddjurs. I nabokommunen Norddjurs er der i årets fem første måneder solgt 10 byggegrunde.
Sidste år blev der i samme periode solgt seks grunde.
Norddjurs ligger placeret som nummer 44 i statistikken.
Jylland topper
Region Hovedstaden markerer sig som det område med den mindste stigning, hvis man sammenligner 1. kvartal 2016 med samme periode i år.
Region Midtjylland er derimod topscorer med en tredjedel af det samlede salg i årets første tre måneder og en stigning på 45 procent siden sidste år.
”Stigningen i Midtjylland, men også en lignende udvikling i Nordjylland, er et udtryk for, at der her er mere uudnyttet jord end i for eksempel hovedstadsområdet, hvor udbuddet er minimalt. Interessen for at bygge selv er også til stede i København og omegn, men her må man i langt højere grad købe, rive ned og så bygge, hvis man drømmer om et nyopført hus,” siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.
Faktaboks
Top 10-kommuner
Kommune - Antal solgte byggegrunde jan-maj 2017:
- Horsens - 59
- Syddjurs - 58
- Randers - 48
- Aalborg - 43
- Silkeborg - 41
- Middelfart - 40
- Vejle - 40
- Skanderborg - 39
- Holbæk - 38
- Odense - 37
...... - Norddjurs - 10
Kilde: Boligsiden/Home, grundsalg