25 år på Expedit
HADSTEN: Søndag 2. juli kan Henrik Juhl fejre 25 års jubilæum på Expedit.
Henrik Juhl startede på Expedit i 1992, da han og hans kone flyttede fra Sjælland til det Østjyske. Efter at have henvendt sig til daværende værkfører Søren Hedegaard et par gange, blev han ansat til at køre en CNC-maskine i Trådafdelingen.
Henrik Juhls faste arbejdssted har altid været Trådafdelingen, men som afløser har han været rundt i alle afdelinger, bl.a. montagen, montørafdelingen og Ulstrup.
Han er glad for at være på Expedit, og det allervigtigste for ham er kollegerne. Han tænker tilbage på, at mange kolleger er kommet og gået i årenes løb, ligesom Expedit har gennemlevet vanskelige perioder gennem årene.
De senere års udvikling på Expedit med bl.a. nye kunder og nye emner der skal laves, samt flytning af produktion til Letland, finder Henrik spændende og positiv, selvom ændringer indimellem kan give anledning til bekymring hos den enkelte om sin fremtid.
I sin fritid holder Henrik Juhl af at bruge på sin familie, ikke mindst sine tre børnebørn, og derudover kan han godt lide at løbe og træne i motionscenter. Man vil jo gerne holde sig fit - selvom man for nylig har rundet et skarpt hjørne...
Ledelsen og kollegaerne markeres uhøjtideligt i Expedits kantine mandag 3. juli.