Ni dage med klassisk musik
“Holmboe i Horsens formidler klassisk musik til et bredt publikum. Vi har sammensat et mangfoldigt program, der rummer noget for enhver smag og alder,” siger Hassel Louise Löfstedt, festivalkoordinator i Horsens Kommune, i en pressemeddelelse.
Musikprogrammet på den 9 dage lange klassiske festival spænder bredt. Den prisbelønnede børneopera “Min far og vrede Mand” gæster Horsens Ny Teater, mens man på Horsens Kunstmuseum kan opleve Morten Kargaard Septet, der er et nyskabende samarbejde mellem nogle af de bedste musikere fra den rytmiske og klassiske scene.
Rock møder klassisk, når den legendariske guitarist Jacob Binzer fra D.A.D indtager scenen på KulisseLageret sammen med den klassiske cellist Josefine Opsahl og operasangeren Andrea Pellegrini.
“Holmboe i Horsens er for alle. Uanset, om du er vant til at lytte til klassisk musik eller ej”, siger Hassel Louise Löfstedt.
På holmboeihorsens.dk kan man se det fulde festivalprogram og købe billetter.