Fortsæt til indhold

Nyt lys og orden præger XL-Byg og Mal i Søften

Indehaverne af byggemarkedet på Omega er klar til forårets travlhed

Samfund
Michael Wulff

Tina Skov Madsen har sammen med sin mand Allan været i spidsen for XL-Byg, Byg og Mal på Omega i Søften i de sidste 12 år. Gennem vinteren har de haft travlt med at forny byggemarkedet, så det lever op til de standarder, som XL er kendt for.
”Vi har været slemme til at stille tingene, hvor der nu var plads. Men med denne oprydning har vi virkelig fået samling på de forskellige varegrupper,” fortæller Tina Skov, da vi tager en hurtig tur gennem byggemarkedet.

Malingen er klar til foråret, lover Tina og Allan i XL-Byg på Omega i Søften.

Masser af led-lamper

”Skal du bruge maling – som jeg personligt brænder for – så har vi samlet alt lige her, arbejdstøjet har også fået sin egen samlede plads, og så har vi fået masser af led-lamper, som skaber dette lys.”
XL-Byg i Søften har eksisteret siden 1993. Tina og Allan har været indehavere siden 2005.
”Vi har jo bygget om et par gange i den periode, men aldrig så omfattende som nu. Vi tror, det bliver lettere for alle at finde rundt og finde netop den vare, som man søger,” siger Tina Skov Madsen.
Sæsonen for byggemarkeder starter for alvor, når sneen om kort tid formentlig er smeltet bort og forårssolen dukker frem bag skyerne.