Fortsæt til indhold

Spis af kundskabens træ

Ry Biograf byder på en unik sanseoplevelse, når der serveres nøje tilrettelagte filmtapas til Malmros’ ’Kundskabens Træ’

Samfund
Arkiv

Sæt dig tilbage i sædet og forvent en oplevelse ud over det sædvanlige, når Hotel Ry's dygtige kokke serverer nøje planlagte filmtapas på strategisk vigtige steder i Nils Malmros' film 'Kundskabens Træ'.

Det foregår i Ry Biograf lørdag 4. marts. Smagssansen pirres og vækker minder, og filmoplevelsen får et løft på uventede måder.

Mænd på månen

Edible Cinema - den spiselige biograf - er et af de over 200 arrangementer i Århundredets Festival, en historisk vidensfestival i Aarhus og hele region Midtjylland, som Folkeuniversitetet i Aarhus står bag.

Festivalen, der er en fuldmåneevent under Europæisk Kulturhovedstad 2017, foregår i dagene 3.-12. marts.

Århundredets Festival har tidligere sat fokus på 1700-tallet, 1800-tallet og 1900-1950, og i år kaster den et kritisk, kyndigt og kærligt blik på Danmark i Europa i årene 1950-2000.

Det var perioden, hvor vi sendte mænd til månen, hippier på ø-lejr, og hvor pc'er og mobiltelefoner blev hvermandseje.

Smagsløg og dufte pirrer din hukommelse i løbet af filmen. Foto:Torben Stroyer

National Kubrick Day

”Den enorme udvikling, der skete i perioden, har præget os og skabt vores nutid. Vi vil gerne give en indsigt i historien og skabe refleksion. Det sker med en unik blanding af kultur, oplevelser og viden,” siger rektor Sten Tiedemann fra Folkeuniversitetet i Aarhus i en pressemeddelelse.

I 1950-2000 vandt yoga og østlig spiritualitet frem i vesten i takt med hippie- og backpackerkulturen. Det giver lektor i religionsvidenskab Jørn Borup en indføring i ved et andet festivalarrangement på Ry Højskole 12. marts - en eftermiddag med foredrag, kaffe og kage.

Også i Galten deltager biografen i Århundredets Festival. Her markeres National Kubrick Day tirsdag 7. marts med fokus på Stanley Kubricks store indflydelse på filmkunsten.

Se hele programmet på: www.aarhundredetsfestival.dk

7. marts stilles skarpt på den store indflydelse, Stanley Kubrick har haft på eftertiden. Pressefoto