Fortsæt til indhold

Åben Landsby i Stødov/Fejrup på lørdag

Stødov/Fejrup inviterer interesserede indenfor til Åben Landsby

Samfund
Af Martin Schultz

På Helgenæs har de fået en rigtig god idé, og den har man haft så stor succes med, at man for tredie år i træk inviterer alt og alle til Åben Landsby i Stødov/Fejrup.
Det bliver i år lørdag 1. juli, hvor man byder både lokale og turister indenfor mellem kl. 10.00 og kl. 16.00.
Beboerne i de to nabolandsbyer har organiseret dagen i fællesskab og har positive forventninger til et stort fremmøde efter de to foregående års succes.
”Folk er strømmet til i hundredevis, og det har været en stor glæde for os at vise vores by og det vi kan frem for alle de positive mennesker, som har besøgt os,” fortæller Merete Lykke fra Stødov/Fejrup.
”Det allervigtigste er dog, at det har bidraget til, at vi kender hinanden meget bedre i landsbyerne. Vi er jo meget forskellige mennesker, som sagtens kan være uenige om meget, men til Åben Landsby får vi vist os selv og hinanden, at vi kan noget forskelligt, og sammen giver det en dejlig fællesskabsfølelse.”

Små caféer på vejen

Mange af beboere er med på ideen og byder ind med det de kan eller kan vise frem.
I år kan man købe hjemmestrik, hjemmesylt, nyslagtede kyllinger, malerier, keramik, nyopgravede kartofler, planter og meget andet.
Desuden kan man få læst i tarotkort, skyde med bue og pil, komme på besøg på vandværket, komme på havevandring i skønne haver og mange andre aktiviteter.
Der vil være små caféer på vejen. Der bydes på burger med pulled-pork, slush-ice med havtorn, lokal øl, kaffe og kage og meget, meget mere.
Er man på udkik efter et loppefund, er der rigtig mange steder at se efter det.
Børnene har i år mulighed for at blive parkeret hos legetanterne, mens de voksne tager sig god tid til at nyde turen rundt.
Også Kulturhuset Helgenæs Præstegård holder Åbent hus fra kl. 10 - 16. Her kan man se hele huset, blandt andet Den gamle Skolestue og Den fine Stue og selvfølgelig høre om Kulturhuset og dets aktiviteter.

Keramiker Stig Korsholm holder sin butik og sit værksted åben til Åben landsby-arrangementet på lørdag. Pressefoto