’Nysgerrigheden holder mig i gang’

Frederikssund Fordi der står 1930 på fødselsattesten, behøver livet ikke at gå i stå af den grund. Annalise Thygesen fra Frederikssund er 86 år og et godt eksempel på, at man kan leve et aktivt og indholdsrigt liv, selvom man er oppe i årene.
“Hvis man er heldig at undgå sygdom, så kan man gøre meget selv for at få et godt liv også som gammel,” siger Annalise som har fyldt de blomstrede kopper med Nespresso-kaffe og fløde. Vi sætter os ved spisebordet i den smukke villa, som i øvrigt er sat til salg.
Man kan godt forestille sig, at en stor dobbeltgrund og et knapt 200 kvm stort hus kan være en gyldig grund til at sælge, når man som Annalise og ægtefællen Kaj er i slut firserne, og det spiller naturligvis også ind.
“Vi har kig på et andet dejligt hus, som er i et plan og med mindre at holde,” fortæller Annalise. Med andre ord er en ældrebolig ikke noget som indgår i fremtidsplanerne. Og det forstår man for så vidt godt, når man først har mødt hende.

Keder sig aldrig

I mere end 50 år har hun brændt for gymnastikken. For 32 år siden åbnede hun DOF Center for krop og bevægelse i et tidligere øldepot i baghaven. Men da huset nu er sat til salg, er centret flyttet til Østergade 30 i Frederikssund. Det afholder dog ikke Annalise fra at undervise et aftenhold om ugen.
“Jeg faldt for to år siden og slog min ryg. Det betød, at jeg måtte afgive nogle af mine hold, dengang havde jeg syv.” Annalise keder sig langtfra af den grund, for hun er både med i en seniorsanggruppe, er frivillig i havegruppen på Frederikssund Museum Færgegården, og så går hun til engelsk om mandagen.
“Det er egentlig ikke for at lære at tale sproget. Jeg har en HF eksamen i det, men jeg syntes, at min udtale godt kunne tåle at blive frisket lidt op.”
Med andre ord er det tydeligt for enhver, at Annalise er typen som aldrig står stille.
“Jeg er nysgerrig, og vil gerne hele tiden udvikle mig. Det stopper jo ikke, bare fordi man bliver gammel. Hvis vi skal leve så længe, er det jo ikke meningen at vi skal sidde 30 år i en stol vel?.”
Annalise fortæller, at hun er glad, hver morgen når hun slår øjnene op. For hvorfor hænge sig i alt det negative, som hun siger. At hun ikke længere kan vandre i bjerge, cykle lange ture eller snøre løbeskoene, som hun ellers har gjort i mange år, er ikke noget hun lader fylde så meget. Kun engang imellem giver det et lille stik i hjertet;
“Når jeg ser Fjordløberne suse forbi mit køkkenvindue, tænker jeg, hvor dejligt det var, da man bare kunne løbe derud af. Så kan jeg da godt få et lille stik i hjertet,” siger Annalise. Hun understreger dog, at det kun er et lille, kortvarigt stik, for hun kan stadig så meget andet af det hun sætter pris på her i livet.
“Udover at nyde mine børnebørn, så har jeg stadig det jeg brænder for, nemlig gymnastikken som er min passion. Jeg træner, så min krop bliver i stand til at gøre de ting der giver mening for mig.”