Flygtninge inviterer til brunch
Stenløse Kulturhus danner rammen om et nyt tiltag, som er sat i søen af Egedals flygtninge
En række flygtninge i Egedal Kommune har tidligere stået bag flere festlige arrangementer i Stenløse Kulturhus.
Lørdag 11. februar fra kl. 11.00 til 13.30 er de klar med et nyt tiltag, nemlig en brunch bestående af flere mellemøstlige lækkerier.
"Vi kan godt glæde os. Der er både mænd og kvinder i kulturhusets køkken til at trylle maden frem. Arrangementet er med til at styrke vores multikulturelle fællesskab, så man kan kigge ind og få en god snak med sidemanden eller lære nogle nye borgere bedre at kende," siger Bent R. Nielsen på vegne af flygtninge-gruppen.
Alle er velkomne til at kigge forbi og deltage i arrangementet mod et mindre beløb. Af praktiske årsager bedes man tilmelde sig senest onsdag 8. februar til Ølstykke-borgeren Souad Taha, der er tovholder på arrangementet.