’Gribskovs borgere vil tabe 300.000 kr. om året’
Gribskovs borgmester Kim Valentin er alt andet end glad. Faktisk er han decideret rasende. Årsagen er teleselskabet Telcon, der blandt andet lever af at opsætte telemaster. Og ifølge Kim Valentin forsøger selskabet med 'ufine metoder' at vride armen om på Gribskov Kommune, ligesom han mener, at selskabet tager borgerne som gidsler.
“Jeg synes, det er helt uhørt, at en privat virksomhed udnytter sit monopol på den måde og samtidig tager borgerne som gidsler. Vi lader os ikke true med ufine metoder. Jeg vil anbefale borgerne i Gribskov at tage kontakt til deres teleselskab og og få dem til at tage afstand fra den slags,” siger Kim Valentin i en pressemeddelelse.
Torsdag skal Kim Valentin holde et møde med Telcon - og her skal man diskutere en ny sendemast til mobiltelefoner i Gilleleje.
Men ifølge Kim Valentin forlanger Telcon, at Gribskov Kommune 'udlejer arealet til den nye sendemast næsten gratis - og truer med helt at undlade at opsætte en sendemast, hvis ikke kommunen makker ret'.
Den mulige konflikt kan ramme tusindvis af borgere i Gribskov. Den nye antenne skal nemlig betjene kunder, der bruger selskaberne TDC, Telia, Telenor og 3.
Og før mødet torsdag er tingene altså gået godt og grundigt i hårknude. Ifølge en pressemeddelelse fra Gribskov Kommune forlanger Telcon, at de kun skal betale 2.900 kr. om året for at leje arealet, hvor den nye sendemast skal placeres.
“Samtidig forlanger Telcon på vegne af teleselskaberne, at lejen for kommunens øvrige otte sendemaster reduceres til samme discountpris. I dag betaler teleselskaberne hver for sig leje af arealer til sendemaster – i alt 322.000 kroner – til Gribskov Kommune.”
“Telcon forlanger denne leje reduceret til i alt knap 16.000 kroner årligt for sendemasterne. Gribskovs borgere står altså til at tabe godt 300.000 kroner årligt. Gribskov Kommune afventer nu de videre forhandlinger med Telcon og håber, at det er muligt at finde en fair lejeaftale,” skriver kommunen videre.
Planen er, at den nye sendemast skal erstatte den midlertidige mast ved Kulturhavnen.