Fortsæt til indhold

Får et afgørende ord på lørdag

26-årig albertslunder er blandt fem i ny ekspertjury i det store show i Herning

Samfund
Finn Due Larsen

På lørdag går det løs. I Jyske Bank Boxen i Herning lines der op til Dansk Melodi Grand Prix 2017.
10 deltagere dyster om at blive sangen, der skal repræsentere Danmark ved Eurovisionens Melodi Grand Prix i Kiev til maj.
Så meget er som det plejer at være med den solide traditioin, men der er også noget der er ændret i år.
Nemlig måden, den endelige vinder skal vælges på. Årets jury udgøres nu af ægte grandprix-"nørder", som er nøje udvalgt af DR for deres viden om og mangeårige interesse det europæiske Melodi Grand Prix.
Deres stemmer får et afgørende ord, da juryen vil tælle 50 procent, seernes stemmer 50 procent.
En af dem er 26-årige Morten Kaiser. Han er født og opvokset i Albertslund, og glæder sig naturligvis til på lørdag.

Samler på tværs

"Jeg har altid været vild med grandprix. Lige siden lille, og jeg har altid helst ville opleve det live", fortæller han.
"Det er nok fordi det samler Europa på tværs. Vi lægger politiken til side og mødes om musik", siger Morten.
Som eksempel nævner han, da Danmark var vært i 2014. Her besteg vinderen fra året før, Emilie de Forest, scenen, og gav en hyldestsang sammen med alle deltagerne.
"Det øjeblik fortæller det hele om Grand Prix", siger han.
Allerede i 2003 kunne læserne af AP få indblik i Mortens interesse for Grand Prix. Da han skrev i BørnePosten om det europæiske junior MGP.
Han har gået på Egelundskolen, og som 19-årig flyttede han fra byen, og er siden blevet uddannet journalist.

Stjernestund med Emilie de Forest, den danske vinder af det internationale Melodi Grand Prix i 2013.

Euphoria og Birthe Kjær

Trofast har han hvert år set både det danske og internationale show, og det gode spørgsmål er selvfølgelig, om han har en favorit.
"Det er som at vælge mellem sine børn. Men "Euphoria" (den svenske vinder i 2012, red.) bragte virkelig Grand Prix ind i en ny æra, synes jeg. Og så er det da lidt fantastisk, at vi stadig kan synge med på "Vi maler byen rød"", lyder det med et grin - med en henvisning til Birthe Kjærs vinder fra 1989,'
Hvad der er favoritten på lørdag, holder Morten Kaiser tæt ind til kroppen. Det må han som jurymedlem ikke sige noget om.
Men du kan selv danne dig en mening allerede nu. På DRs hjemmeside ligger et link med alle de 10 sange.

Stjernestund med vinderne fra 2016, Lighthouse X. Morten Kaiser (th.) er uddannet journalist, og har i den egenskab mødt flere af stjernerne.