"Det er en formynderisk beslutning"
Kommunalbestyrelsen i Rudersdal vedtog på mødet 1. marts at forbyde alkohol under valghandlinger. Formynderisk mener Poul Bach (S). Men han er glad for, at der nu er ens regler på alle valgsteder
Ved det forrige Europaparlamentsvalg føg beskyldningerne om drikkeri på et af Rudersdal Kommunes valgsteder. Det tog den lokale socialdemokrat, Poul Bach, konsekvensen af i byrådssalen på rådhuset i Holte ved sidste møde i kommunalbestyrelsen.
”Efter valget var der løgnagtige påstande om, at jeg havde drukket under valghandlingen. Derfor vil jeg foreslå, at der lægges en holdning for dagen, så der ikke opstår flere misforståelser,” sagde Poul Bach og understregede, at reglerne ikke ville ramme ham.
”Jeg vil ikke deltage som valgtilforordnet igen, for jeg vil ikke udsættes for den slags beskyldninger, som jeg blev efter sidste valg,” sagde han på mødet.
Borgmester Jens Ive ville ikke forholde sig til Poul Bachs påstand om løgnagtige beskyldninger, men kun til diskussionen om alkohol i forbindelse med kommende valg.
”Vores udgangspunkt er, at der ikke er alkohol på skoler. Men for min skyld kan vi sagtens servere alkohol, så man kan mødes over en forfriskning. Jeg foreslår, at man kan drikke en øl eller et glas vin på valgcaféen. Man kan også tage en sodavand, hvis man vil. Men det er ikke altid gavnligt for kvaliteten eller hastigheden af stemmeoptællingen, at der nydes alkohol på valgstederne, og når nu vi har gjort vores yderste og gjort alkoholpolitikken så restriktiv som mulig ude på skolerne, så synes jeg selv, vi skal følge det,” sagde borgmesteren.
Støtte til Ive
Både Court Møller (R) og Kenneth Birkholm (K) støttede borgmester Jens Ive (V) i, at man fremadrettet ikke skulle tilbyde valgtilforordnede vin eller øl efter valghandlingen. Dermed tilsluttede kommunalbestyrelsen sig en beslutning om at droppe alkohol på valgstederne og i stedet henvise til en valgcafé, hvor der efter stemmerne er talt op kan udskænkes øl og vin, kaffe og sodavand efter smag og behag.
Court Møller lod vide, at han ikke mener, at valgaftenen skal være en fest. Ikke før det officielle er overstået.
”Det hører ingen steder hjemme at drikke alkohol på valgstederne,” sagde den radikale spidskandidat i byrådssalen. Efterfølgende har Court Møller uddybet i en mail.
”Indtil vi er færdig med optælling af stemmer, så hører alkohol ikke hjemme på valgstederne. Om der er nogen, der drikker en øl efterfølgende, ser jeg ikke nogen problemer i. Og det er da også en mulighed at deltage i den efterfølgende valgcafe, hvor der – så vidt jeg husker – kan drikkes et glas vin for dem, der vil det. Samme holdning lagde Kenneth Birkholm for dagen.
”Den her debat virker tosset. Kunne vi ikke blive enige om, at når man ikke må køre bil, når man har drukket, så må man heller ikke tælle stemmer. Hvis det er det, vi beslutter, så er det sådan, det må være,” sagde han under debatten.
Ens regler
”Jeg er godt tilfreds med, at det endte med et ensartet regelsæt. Men når det er sagt, så er det tåbelig, at kommunalbestyrelsen skal gøre sig til dommere og lave regler for voksne mennesker. Der er ingen tilstede under 18 på valgstederne. Alle skal være myndige ifølge reglerne, og der er tale om ansvarlige borgere. Med den beslutning der blev truffet, siger man, at de valgtilforordnede ikke kan tage vare på sig selv,” siger Poul Bach dagen derpå i telefonen.
”Man skal ikke have berusede folk til at tælle op eller sidde i valglokalet, det er klart for enhver, men man kan godt drikke en øl, når man er færdig med at tælle op. Det er en formynderisk beslutning, og i min verden viser det, at borgmesteren ikke har overblik,” siger advokat og kommunalbestyrelsesmedlem Poul Bach til Rudersdal Avis.
#Rudersdalvalg17