Fortsæt til indhold

Philip vil gå i ’dupreehs’ fodspor

Philip Petersen vil være professionel gamer - og næste år er han på talentkontrakt i forbindelse med et efterskoleophold

Samfund
Mads Hussing

I Allerød har vi en meget succesrig gamer. Han hedder Peter Rothmann og er kendt ude i den store verden som “dupreeh”. Han har vundet nogle af verdens største turneringer, og han tjener meget gode penge på sin sport.

I Lynge sidder Philip Petersen og vil meget gerne gøre ham kunsten efter. Han har spillet i ni år, og nu er han 16 år. Næste år skal Philp på efterskole - New Nordic Youth - efterskolen for iværksætteri - hvor han har fået en talentkontrakt.

“Kontrakten gør, at jeg kan koncentrere mig mere om esport,” siger Philip Petersen, der mener, at skolen har set hans talent, og at de gerne vil gøre en masse for ham.

“Jeg kunne godt tænke mig at være professionel spiller,” siger Philip, der har spillet med kammeraterne i mange år, før det blev seriøst.

“Jeg spiller stadig med kammeraterne, men så er det for sjov,” siger Philip, der fortæller, at i det selskab er han bedre end de andre.

Har spillet mod de bedste

Philip Petersen har spillet mod nogle af de rigtig godt. Han fortæller om en, der nu spiller på et russisk hold, som han har slået.

“Når jeg har motivationen, så er jeg virkelig god,” slår Philip fast og fortsætter:

“Når jeg sådan nogle som Astralis vinde store turneringer, så bliver jeg ekstra motiveret.”

Det er netop på Astralis, at Peter “dupreeh” Rothmann fra Lillerød spiller.

I kontrakten med skolen, der ligger i Hundested, står der, at Philip maksimalt må spille 20 timers Counter Strike i perioden fra søndag aften til fredag aften. Det vil sige, at i weekenden må han spille så meget, som han har lyst til. Han forpligter sig dog også til at være en del af efterskolelivet og det sociale liv, der foregår på sådan en skole.

Fremtiden

Efter efterskolen vil Philip Petersen gerne fortsætte med at spille på fuld tid.

“Man skal opdages i turneringer for at komme videre,” siger Philip Petersen, der nævner et par hold, som han godt kunne tænke sig at få en kontrakt med. Et af de hold er FCK's nyeste satsning - esportsholdet “North” - der træner i Parken, og som FCK har store forventninger til.

Men først venter der fra august måned et efterskoleophold i Hundested, og det varer til juni 2018.