Udpluk fra Thomas Bankes narko-erindringer

I Bogen 'Borgmester på Stoffer - mine fire år i narkohelvede' fortæller Thomas Banke om sit liv med narko, absistenser, facade, prestige, politik og panik.
Her et et udpluk af citater fra bogen, der udgives af People's Press.

Om ikke at bruge det pænere ord “misbruger”:

“Jeg var narkoman.”

Om familiemiddagen, hvor hans valgsejr blev fejret:

“Jeg begyndte at kede mig gudsjammerligt; orkede ikke at sidder dér i familien og drikke gennemsnitsdansk. Når der nu var så meget at fejre, ville jeg væk fra den kedsommelige familiehygge. Ud i byen. Opsøge de farlige miljøer. Få fingrene i noget hash i det mindste, men allerhelst noget kokain.”

Om at køre narko-ræset samtidig med jobbet:

“Hvis nogle således gik rundt og troede, at Fredericias borgmester først og fremmest var optaget af, hvordan han skulle lede sin by, tog de ganske alvorligt fejl.”

Om at blive hentet af en direktør om morgenen:

“Den borgmester, hun samlede op relativt tidligt om morgenen, var en narkoman, der endnu ikke havde fået 'funktionspromillen', som det kaldes i misbrugskredse op at køre.(...) Jeg havde samme følelse, som når man er hårdt ramt af influenza. Feber, kulderystelser, svimmelhed, som var jeg på kanten af et hedeslag.”

Om at lyve for kæresten og hendes forældre:

“Eller de gange, hvor jeg modstræbende lod mig overtale til at besøge hendes forældre og mest var optaget af, hvordan pokker jeg skulle kunne skaffe mig forståelse for, at jeg hele tiden måtte gå afsides og skylle piller ned.”

Om at lyve for sine nærmeste, politiske venner:

“Mit eneste ønske var bare at kunne fortsætte med pillerne - uden distraherende indblanding fra nævenyttige typer i min omgangskreds.”

Om at ignorere livsfaren:

“Mit forbrug havde efterhånden nået et omfang, så jeg var i livsfare. Når jeg lagde mig til at sove om aftenen, var der en reel risiko for, at jeg ikke ville vågne op igen. Hvilket jeg var helt bevidst om, om end jeg dybest set var ligeglad. Jeg betragtede det som en kalkuleret risiko, som jeg var nødt til at løbe. Alternativet - at blive stoffri - var nogenlunde det værste, jeg kunne forestille mig.”

Om lægens besked om, at en kold tyrker ville dræbe:

“Dén besked rystede naturligt nok Louise. Mig beroligede den faktisk. For inde i mit hoved blev den forvandlet til 'Du dør, hvis du stopper'. Kunne man forestille sig en bedre grund til at fortsætte?”

Om at være på bølgelængde med gadenarkomaner:

“Godt nok var jeg ikke gadenarkoman, men det var præcis sådan jeg havde det: Stofferne - i mit tilfælde medicinen - var det eneste, der gjorde livet værd at leve for mig.”

Om desperat at forsøge at øge stoffernes virkning:

“Om jeg så havde været tvunget til at opløse stofferne i min egen urin og derefter drikke dén cocktail, ville jeg uden at betænke mig have gjort det.”

Om forbrugets omfang:

“Hvis jeg hentede 50 piller på apoteket om morgenen, var de ofte væk inden aften. Det var fuldstændig vanvittigt, og i dag forstår jeg ikke, at jeg overlevede.”

Om årsagen til at ville være folketingskandidat:

“Mit rationale var, at hvis jeg formåede at overbevise mine omgivelser om, at der ikke var et problem, jamen så var der heller ikke noget problem.”

Om frygten for tilbagefald:

Jeg ved godt, at dæmonerne aldrig helt forlader scenen. (...) Jeg ved, at de kan vækkes, hvis omstændighederne er til det. Dén bevidsthed præger mig dybt.”