Fortsæt til indhold

Nu kommer potensforlænger-larmen

Lokalavisen Aarhus' klummeskribent er denne gang ude med riven efter motorcyklisterne

Samfund
Arkiv

Foråret banker på, og selvom varmen lader lidt vente på sig, så betyder det, at vi inden længe er tvangsindlagt til at høre på øredøvende larm i Aarhus' gader og stræder.
Heldigvis er vi - i hvert fald i midtbyen - rimelig forskånet for trælse teenagere på tunede knallerter, men til gengæld skal vi, hver gang vinteren er overstået, trækkes med midaldrende mænd siddende overskrævs på en alt for stor motor med hjul på.
Og det larmer. Hold op, hvor det larmer!
Det kan godt være, at vi også går ind i en tid, hvor MAMIL's (Midaldrende Mænd I Lycra) forpester cykelstier og veje på deres racercykler, men i det mindste gør de det forholdsvist støjfrit.
Jeg bor ved en ret befærdet vej i centrum, og det gør mig ikke det mindste med lidt trafiklarm og en sirene fra en politibil i ny og næ, men når motorcyklister drøner op og ned ad vejen, så får jeg lyst til at skære mine ører af med en rusten køkkenkniv.
For den umiskendelige larm fra sådan en kværn bliver forstærket i tifold, når den kører på en vej med bebyggelse på begge sider.
Og det er jo ikke fordi den læderklædte 'bad boy' i brunst stille og roligt kører fra a til b.
Nej, han skal absolut udføre sit rituelle parringskald og enten køre gashåndtaget helt i bund eller koble ud og gasse op, så vi alle kan høre, hvor 'fed' en lyd hans potensforlænger kan lave.
For det er ikke nok være betvinger af en tohjulet fartmaskine, der kan gå fra 0 til 100 på 'møj hidsig vis'.
Der skal tilsyneladende også hørehæmmende lyd til, og ifølge de motorcykel- ejere, jeg kender, så hører det til sjældenhederne, at man lader den originale lydpotte eller udstødning sidde på kværnen.
Lyden er en del af oplevelsen, må man forstå.
Jeg er selv én af dem, der mener, at brokrøve bare kan flytte ud på landet, hvis de ikke kan tåle lidt larm. Og jeg siger bestemt heller ikke, at motorcyklerne skal ud af byen.
Men lidt hensynstagen ville være klædeligt. Vent for fanden nu bare med at tæve gashåndtaget i bund, før du er ude på landevejene.
Principielt er jeg også imod, at politiet skal til at rulle pengemaskinen ud og jagte trafikanter, men en enkelt kontrol eller to med en decibelmåler skal de ikke høre noget for, for vi ved, at trafikstøj er langt farligere for helbredet end tidligere antaget.