Fortsæt til indhold

Horsens-firma får trusler efter TV-udsendelse

Samfund
Arkiv

Forbrugermagasinet Kontant på Danmarks Radio bragte for to uger siden en udsendelse om flyttefirmaet BM Fragt fra Horsens. Flere personer stod frem og fortalte, at de var blevet snydt af BM Fragt. Flyttefirmaet dukkede ganske enkelt ikke op til den aftale flytning, selvom kunderne på forhånd havde betalt for flytningen eller et depositum. I udsendelsen fremgår det, at Kontant har været i kontakt med 20 kunder, der er blevet snydt.
Udsendelsen om BM Fragt har ført til trusler mod et andet lokalt flyttefirma i Horsens, der hedder BM Trans. Firmaet oplyser i en pressemeddelelse, at det er blevet forvekslet med BM Fragt, der i udsendelsen beskyldes for ren fusk.
“Vi er selvfølgelig kede af, at de omtalte personer i Kontant er bragt i en ulykkelig situation og har haft en dårlig oplevelse med det pågældende firma, BM Fragt. Men på grund af deciderede trusler rettet mod BM Trans i Horsens er vi nødt til at stå frem og rydde misforståelsen og navneforvirringen af vejen. BM Trans har aldrig haft noget med firmaet fra udsendelsen, BM Fragt, at gøre. Og det er slet ikke de metoder, vi arbejder efter som en professionel spiller med 25 års erfaring i flyttebranchen,” siger Thomas Hjort.
Han er koncerndirektør i Universal Gruppen, der ejer Universal Flytteforretning, som BM Trans i Horsens er en del af. Universal Flytteforretning fra Vejle overtog BM Trans i januar 2016.
“Da Universal Flytteforretning overtog lokale BM Trans, valgte vi bevidst en strategi om at lade navnet BM Trans bestå. For BM Trans har et rigtig godt navn i Horsens og omegn på grund af det kvalitetsarbejde, den tidligere indehaver Hardy Daugaard Sørensen og hans medarbejdere har udført gennem mange år. Derfor er vi selvfølgelig trætte af, hvis navneforvirringen og misforståelsen efter Kontant-udsendelsen ødelægger den goodwill, som BM Trans har opbygget i Horsens-området. BM Trans og Universal Flytteforretning har ikke og har aldrig haft noget med firmaet BM Fragt at gøre. Punktum,” siger Thomas Hjort i pressemeddelelsen.