Fortsæt til indhold

Ansatte arbejder i fritiden

Fire ud af ti tager fritiden i brug for at nå arbejdsopgaverne. Større krav får en del af skylden

Samfund
Af Maren Urban Swart mas@sondagsavisen.dk

Mange faggrupper oplever, at det er umuligt at nå alle deres opgaver i løbet af arbejdsdagen. Det viser en kortlægning, som FTF – hovedorganisation for 450.000 primært offentligt ansatte – står bag. Det skriver Ugebrevet A4.
Undersøgelsen viser, at fire ud af ti næsten altid oplever, at de står til rådighed for jobbet efter arbejdstid, og mange ansatte arbejder gratis i deres fritid.

Større belastning

Da FTF ikke tidligere har foretaget en lignende undersøgelse på området, har man ikke noget at sammenligne med, men formand for FTF Bente Sorgenfrey er ikke i tvivl om, at udviklingen går i den forkerte retning.
“Ud fra cases i rapporten kan vi se, at mange oplever, at belastningerne er blevet større. Når jeg taler med medlemmer, oplever jeg også bevægelse på det her område. Det skyldes dels den teknologiske udvikling, og dels i høj grad også stigende dokumentationskrav og mere selvledelse og opgavestyret arbejde, samtidig med at der stadig sker nedskæringer,” siger hun ifølge Ugebrevet A4.
Selvom mange har skrevet en øvre arbejdstid ind i deres overenskomstaftale, viser kortlægningen, at overarbejdet ikke altid registreres i praksis.