Fortsæt til indhold

Første gymnasium med robotter på skemaet

Odense Tekniske Gymnasium tilbyder en helt ny robotlinje og opretter et internt robotcenter

Samfund
Emil Hermann

Odense Tekniske Skole er nu det første gymnasium i byen, der tilbyder en studieretning med undervisning i programmering af robotter.

I løbet af 2017 opretter HTX-gymnasiet en helt ny robotlinje og et internt center, hvor de kommende elever kan eksperimentere med de computerstyrede maskiner.

Johnny Grauballe Nielsen, rektor på Odense Tekniske Gymnasium, fortæller, at skolen ønsker at blive en del af den massive udvikling i byen med over 80 robotvirksomheder og et internationalt anerkendt vækstcentrum, der ventes at vokse med mindst 15 procent om året.

“Vi oplever, at der er behov for, at de unge mennesker kan være med til at bygge og udvikle robotter, fordi Odense robotklynge udvikler sig i et højt tempo. Derfor ser vi det som en god mulighed for at være en del af fødekæden til de videregående uddannelser på SDU og andre steder,” siger rektoren.

Han påpeger, at robotlinjen er skruet sådan sammen, at du som elev ikke er tvunget til at arbejde med robotter i fremtiden.

“Vi tilbyder en studieretning med matematik på a-niveau og programmering på b-niveau og en række andre obligatoriske fag. Det betyder, at selvom du vælger den her nye linje, så er du på ingen måde låst bagefter, da du har over 300 andre muligheder til en videregående uddannelse,” forklarer Johnny Grauballe Nielsen.

Elev: Jeg er misundelig

19-årige Tobias Jessen går lige nu i 3.g på Odense Tekniske Gymnasium. Han har matematik og fysik på sin studieretning.

Eleven ærgrer sig over, at den nye robotlinje ikke var oprettet, da han startede på gymnasiet.

“Jeg havde valgt den, fordi jeg har stor interesse for emnet. Jeg har 'kun' haft programmering på c-niveau, så de kommende elever er bedre rustede, når de skal vælge en videregående uddannelse,” fortæller Tobias Jessen, der for nylig selv deltog i en informationsaften på Odense Tekniske Gymnasium, hvor nuværende folkeskolelever snusede til skolen mange studieretninger. Han er forbløffet over, hvor stor interessen var for robotter.

“Men jeg forstår dem godt, for det da er super spændende, hvordan du ved hjælp af software kan få en computerstyret maskine til udføre alle mulige opgaver for dig,” siger han.

SDU: Vi har brug for dem

Henrik Dam, rektor på SDU, er glad for, at ungdomsuddannelser nu melder sig på banen, da robotter i fremtiden spiller en afgørende rolle på arbejdsmarkedet i Odense.

“Jeg er meget positiv, da det kan indebære, at vi får studerende med flere kompetencer på vores mange robotuddannelser. Derudover håber jeg, at de nye linjer vil skærpe interessen hos de unge mennesker, så de vælger robotter tidligere i deres forløb. Robotklyngen i Odense er lige nu under en voldsom udvikling, og den mangler derfor kvalificeret arbejdskraft,” siger han.

Fra 1. september åbner SDU en helt ny uddannelse på 3,5 år, hvor du kan læse til diplomingeniør i robotteknologi. Det er i øvrigt den første af slagsen i Danmark.