Her er de fem der kan blive Årets Unge Talent
Læs lidt om kandidaterne til Wavin-prisen Årets Unge Talent. Du kan stemme på din favorit både på nettet og under Guldfesten 23. februar
Der er kommet en del mulige emner ind til Årets Guldfest i Favrskov. Dem takker vi mange gange for.
Juryen har fundet i alt 15 kandidater til tre idrætspriser. De uddeles under Guldfesten i Favrskov 23. februar.
Juryen består af Trine H. Christiansen fra Wavin, Charlotte Green, formand for Favrskov Idrætssamvirke, formand for Kultur-og Fritidsudvalget i Favrskov Kommune, Anders Nørgaard, samt Kian Johansen, lokalredaktør på FavrskovPosten.
Juryen har 50 procent af stemmevægten, du har resten. 25 procent på vores online afstemning og 25 procent, hvis du dukker op til selve guldfesten, der er gratis, takket været et kæmpe sponsorat fra Wavin I Hammel.
Stem: Hvem er Årets Unge talent i Favrskov?
Her kan du læse om de fem, der dyster om at blive "Årets Unge Talent"
Book gratis billet inden 19. februar!
Emma Laursen
Spiller i dag håndbold i SK Aarhus. HGF'eren flyttede til SK Aarhus allerede som 2. års U14 spiller - og spiller i dag på SK Aarhus' U18 Piger, selv om hun egentlig kun er 2. års U16 spiller. "Hun er samtidig U17 landsholdsspiller," fortæller håndboldformand i HGF, Carsten Christensen.
Sara Bech Strøm
Er fra Hvorslev. Hun er 16 år, går i 1. g på Bioteknologi, og så er hun en af Danmarks største talenter indenfor ridedisciplinen military. Sara skiftede i efteråret 2015 fra pony til hest. I 2016 opnåede Sara bl.a. at blive udtaget til det danske military landshold for u18/u21, at få sin internationale debut ved et stævne i Sverige, med en placering som nr 4, få sølv ved de danske og - bronze ved de nordiske mesterskabe for u18/u21, samt blive forhåndsudtaget til EM 2017 for U18. Opnået på den kun 6-årige DV hoppe Dicte, som Sara selv har trænet og uddannet fra den var 4 år.
"At Sara er et usædvanligt talent, fremgår også af, at Sara allerede nu er i gang med at træne og uddanne den næste hest, så hun kan have flere heste med til internationale stævner i de kommende år. Saras planer for 2017 er at deltage i internationale stævner i Tyskland og Polen, i de danske mesterskaber samt naturligvis i europamesterskaberne i Irland, hvor hun skal ride for det danske landshold," lyder det fra formanden for Thorsø Rideklub, Aleks Nymand.
Magnus Dannesboe
Vandt det Nordiske Mesterskab i go-kart klassen Rotax Mini. Den 13-årige gokart-kører er fra Hinnerup. To år tidligere, som 11-årig, blev Magnus nummer to til både DM og NM i go-kart sportens mindste klasse, Rotax Micro, for de 8-11 årige, fortæller hans far/mekaniker.
Mathias Frøjk
Har altid gået til gymnastik i Hinnerup Gymnastik Samvirke. Han er aktiv som hjælpeinstruktør på Juniorholdet. Sideløbende med at være gymnast på seniorholdet i TeamGym Aarhus, er han en god rollemodel for juniorspringerne i HGS. Mathias har været på landsholdet for juniordrenge og juniormix og i den forbindelse vundet EM Guld i 2014 og 2016. "Han er med i opløbet om at blive optaget i ”Cirque du Soleil” - en international cirkustrup i verdenstopklasse," pointerer Tage Alf Jensen, formand for Hinnerup Gymnastik Samvirke.
Johanne Guldbæk Pedersen
14-årig fodboldspiller i Hadsten SK.
"Johanne er ikke bare blandt de bedste fodboldspillere i U14 pige aldersklassen i Danmark, hun er også den bedste holdkammerat nogen kunne ønske sig," skriver U14 pigetræner i Hadsten SK, Simon Buus Olsen.
"Hendes blik for spillet er unikt, og det burde ikke være muligt at have et sådan et overblik i så ung en alder. Andre trænere har kaldt Johanne for “Laudrup'sk” grundet hendes sans for og blik for de afleveringer ingen andre ser, som skaber chancer og mål. Hendes teknik er fabelagtig, mens hun fysisk ikke kan matches af nogen. Udover hendes åbenlyse fodboldmæssige kvaliteter, så er Johanne den bedste holdkammerat. Hun giver altid de andre piger et stort smil på læben, med hendes altid evigt gode humør. Hun sørger altid for, at alle er med på holdet, om man er den bedste eller lige i udkanten af holdet. En rigtig teamplayer. Ingen der har set Johanne spille fodbold er i tvivl om, at hun har muligheden for at blive professionel fodboldspiller og komme på landsholdet. Spørgsmålet er mest hvornår, for hun har talentet til at gøre det indenfor meget kort tid." Allerede nu træner hun med på DBU's talenttræninger for U14 spillere. "Johanne er en inspiration at se på fodboldbanen og en inspiration at følge som menneske omkring et fodboldhold. Man glæder sig altid til at komme til en træning og se hvad Johanne har tænkt sig at underholde os andre med i dag, specielt det fodboldmæssige, men også med noget sjov og hygge omkring det sociale."