Det er blevet meget bedre - men vi savner p-pladser
Vi har spurgt ejerne af tre forretninger på Frederiks Allé om, hvad de synes om vejen
Der er bred enighed blandt de forretningsdrivende på Frederiks Allé.
Udviklingen går i den rigtige retning, og det er et godt sted at have forretning, men parkeringsforholdene kunne være bedre, lyder det.
Småkage Huset har været på vejen i 13 år, mens interiørbutikken Smeltt har været på to allé-adresser siden 2014.
Parfumeforretningen Misk åbnede i sidste uge.
Steen Jensen, Småkage Huset
Det bliver bedre. For fem-seks år siden stod det stille, og ti butikker stod tomme. Nu er der kommet gang i den, men der er mange udskiftninger.
Det er en svær vej, for der er meget trafik, men ingen p-pladser. Det koster kunder.
Fahad Alghanim, Misk Parfume
Det er et godt sted at starte sin virksomhed. Det siger de andre forretningsdrivende. Huslejen er billig, og der er masser af liv i gaden.
Går det godt, kan man flytte til en mere attraktiv adresse. Jeg har allerede haft mange besøgende.
Lena Thomsen, Smeltt
Før var det en død vej, men den er blevet mere levende med forskelligartede butikker af høj kvalitet. Vi er ved at blive en naturlig forlængelse af Jægergårdsgade.
Den nordlige del halter dog. P-forholdene kunne være bedre.