Børnetøjs-outlet slår dørene op i Mårslet
Outlet Land åbner i Mårslet i nogle dage, inden det rykker videre til ny by
Outlet Land har valgt at åbne i Mårslet i Faktas tidligere lokaler.
Her er der børnetøjsmærker til billige penge, da Outlet Land opkøber restpartier direkte fra producenterne.
Men hvorfor har Outlet Land valgt at slå sig ned i Mårslet i nogle dage?
“Jeg kommer selv fra Mårslet. Min mor havde set, at Faktas tidligere lokaler var ledige, og så kontaktede jeg uddeleren i Brugsen og fik en aftale med ham. Vi har lige været i Aalborg ved siden af storcenteret, så det her er noget helt andet,” siger marketingsansvarlig for Outlet Land, Bettina Christophersen.
Butikken åbner i morgen 4. februar klokken 10, og så er der åbent 5. februar samt 10. 11. og 12. februar.
Nysgerrige borgere
Bettina Christophersen fortæller, at der er blevet hængt sedler op rundt omkring i byen, og at folk virker nysgerrige efter at se butikken.
“Vi håber selvfølgelig, at det bliver godt besøgt, mens vi er her, og vi håber, at vi kan trække borgere fra midtbyen og de omkringliggende byer til Mårslet,” siger hun.
Se mere på Outlet Lands Facebook-side.