Fortsæt til indhold

Frivilligt støtteevent skal samle penge ind til klovnen Lulu

Støtteevent på havnen med fokus på særlig sensitivitet skal søndag samle penge ind til OUHs populære hospitalsklovn

Samfund
Jane Thoning Callesen

Hun er kendt som den omsorgsfulde klovn Lulu, der vækker varme på Odense Universitetshospital.

Lulu lever af at gøre andre trygge, men bag det plettede kostume og den røde næse banker et følsomt hjerte hos et menneske, der i mange år følte sig anderledes og udenfor.

“Jeg har altid været det, man kalder særligt sensitiv. Men det var først for to år siden, det gik op for mig, at den væremåde havde et navn, og at der ikke var noget galt med mig,” fortæller klovnen Lulus 'mor', Lis Vilain.

Søndag 5. marts holder hun et foredrag om sine erfaringer med særlig sensitivitet på DOK5000 ved Odense Havn.

Forstærkede sanser

Foredraget er en del af et stort støtteevent, der har til formål at skaffe midler til klovnen Lulus arbejde med syge og sårbare børn og voksne.

Hospitalsklovne får nemlig ikke løn, men er afhængige af donationer for at kunne udføre deres arbejde.

Det er den nystartede 'Støtteforening for klovnen Lulu og KO', der står bag eventet ved havnen, og foruden foredraget med Lis Vilain kan man dagen igennem høre en række andre foredrag og besøge boder,

Altsammen med sensitivitet og nærvær som omdrejningspunkt.

Ifølge psykologen Elaine Aron er særligt sensitive mennesker karakteriserede ved, at de har et mere sensitivt nervesystem og opfatter flere nuancer end andre mennesker. De er blandt andet mere sensitive over for negative stemninger og angstprovokerende situationer, men også mere fintfølende og i stand til virkelig at sætte sig i andres sted.

Det er en beskrivelse, Lis Vilain kan nikke genkendende til. Hun fortæller, at det til tider har været svært at være et særligt sensitivt menneske.

“Alle mine sanseindtryk er forstærkede. I hverdagen kan det være en udfordring, fordi jeg føler alting så intensivt, men i mit arbejde som klovnen Lulu er sensitiviteten en styrke. Den gør det nemmere for mig at møde mennesker med empati og nærvær,” forklarer hun.

Nærvær, empati og ro

Initiativtager til støtteforeningen er Anette Strandlyst, der har kendt til klovnen Lulus arbejde i flere år.

“Lulu kan noget helt specielt, men man forstår det først, når man møder hende. Hun er ekstremt nærværende, empatisk og rolig, og man kan virkelig mærke, at hun brænder for at gøre en forskel for de mennesker, hun klovner for,” siger hun.

Foruden støtteventet ved havnen har foreningen planer om at søge donationer hos for eksempel virksomheder, og Lis Vilain er dybt taknemmelig for, at der nu ser ud til at være en økonomisk redningskrans på vej.

“Økonomien har været en stressfaktor for mig i mange år, og jeg har længe følt mig angst for at miste mit arbejde på sygehuset, fordi donationerne var ved at slippe op. Det gør mig ubeskriveligt glad, at nogen har villet lave en støtteforening for klovnen Lulu, og det betyder, at jeg nu kan trække vejret igen,” siger hun.