Landets første virtual Reality-café åbner i Aarhus
Nordeuropas første VR-café slår snart dørene op i Frederiksgade
Forsvind fra den grå vinter og træd ind i en helt anden verden ved hjælp af state-of-the-art teknologi, når virtual reality-café, Limitless, åbner 11.februar i Frederiksgade 33.
De fleste kender måske virtual reality fra VR-briller, som man kan putte sin mobiltelefon ned i. Men de maskiner, som caféen har, er væsentligt mere avancerede end brillerne – og her er det ikke kun øjnene, der oplever.
Maskinerne simulerer samtlige af dine bevægelser helt ned til 2,8 graders nøjagtighed, hvilket giver en følelse af, at du er personen i spillet.
Ikke kun for nørder
Maskinerne byder på flere forskellige typer spil og oplevelser.
Det kan være klassiske kamp- og skydespil, men hvis du bare har lyst til at svømme ved et koralrev sammen med fisk og hvaler, så er der også mulighed for det.
Indtil videre er Limitless den første af sin art i Danmark. Udviklingen af spil, underholdning og oplevelser til virtual reality rykker lige nu, og teknologien er ikke længere forbeholdt de få nørdede.
”Limitless er slet ikke et nørdet sted. Vi har noget for alle, der har lyst til at lege, opleve og bruge de nye muligheder,” siger medejer Asbjørn Vohnsen i en pressemeddelelse.
srj