Jakob er Danmarks mest it-parate tømrer
Håndværksmesteren fra Fårvang digitaliserede sit firma i 2015
I 2015 sagde Jakob Ebbesen farvel til de krøllede arbejdssedler og besluttede at digitalisere sit tømrerfirma. I dag kan han kalde sig for Danmarks mest it-parate håndværksmester.
Man skulle måske ikke tro, at et tømrerfirma med seks medarbejdere har brug for at lægge alle arbejdsgange ind i et it-system. Men i Fårvang var Jakob Ebbesen blevet træt af at bruge sin tid på administration og planlægning i stedet for på byggepladserne, og han syntes, at firmaets udvikling var gået lidt i stå. Derfor tog han et digitalt hovedspring:
“I dag kører det hele i én proces i it-systemet, lige fra ordren kommer ind fra kunden, til den er faktureret. Jeg opretter ordren på min computer, og så har mine lærlinge og svende det på deres telefoner. Så snart de har tids- og materialeforbrug, taster de det ind på sagsnummeret på mobilen, og så er jeg opdateret hele tiden,” siger tømrermester Jakob Ebbesen.
Tømrermesteren fortæller, at spildtiden på kontoret blev minimeret allerede efter få måneder, og han bruger kun halvt så mange timer på ekstern bogholder som før.
Giver bedre overblik
Hvor han tidligere sommetider havde en arbejdsuge på over 60 timer, er der nu blevet mere tid derhjemme til de tre børn og hunden. Der er faldet mere ro på, og så er det nemmere at tage ekstra tid ud, hvis det skulle brænde på et sted.
“Jeg tror, mange håndværksmestre er bange for at miste kontrol og overblik, men i virkeligheden har digitalisering givet mig mere overblik. Der var nogle nye vaner, der skulle indarbejdes hos svendene og hos mig selv, men man får indsatsen mange gange igen, når først man har besluttet sig for at tage springet fra papir til pc,” siger Jakob Ebbesen.
Prisen som en af årets fem mest it-parate håndværkervirksomheder overrækkes på Dansk Byggeris it-messe i februar. Vinderne er udpeget af Mester Tidende og it-rådgivningsfirmaet Basit. jesl