Gymnasieelever gav gode råd til handlen
Gymnnasielever og de handlende i Hadsten By blev klogere, da en del af faget erhvervsøkonomi gik på gaden
“Vi tror, du skal tænke i at sponsorere en sportsklub,” lød et af rådene fra den gruppe 3. g'ere, som onsdag havde forladt Favrskov Gymnasiums trygge rammer og bevæget sig ned i Hadsten bymidte.
“Men sådanne sponsorater er på plads i kontrakter, der gælder i flere år,” kom svaret fra butikschef Jacob Andersen i Sportigan (der nu er blevet til Sporten Hadsten.)
Engagerede unge
Det var erhvervsøkonomilærer Katrine Oxenbøll Petersen, Favrskov Gymnasium, som havde taget eleverne med ud i byen gennem et par dage i uge 9.
LYT: HØR METTE SKO-INDEHAVER ANNE-METTE FORTÆLLE OM MØDET MED DE UNGE
Udover sportsforretningen i Søndergade kom eleverne i små grupper og besøgte Hadsten Blomster, Mrs. Jones, Skjold Burne, Mette Sko og Kop & Kande.
De to sidstnævnte butikker har samme indehaver, men er forskellige i opbygning.
Anne-Mette Holm Petersen er i spidsen for kædebutikken Kop & Kande samt hendes egen Mette Sko. Og hun havde besøg om tirsdagen.
“Det var helt vildt spændende at snakke med de unge mennesker, som var så engageret og stillede en masse spørgsmål,” fortæller Anne-Mette, da FavrskovPosten stikker hovedet ind i Mette Sko, som denne dag flager for butikkens 11 års fødseldag.
Mette Sko hedder den jo
Men der skal mere til end lidt flag og et par tilbud, var Anne-Mettes opfattelse, da de unge havde forladt butikken.
“Jeg kan ikke fange de unge mennesker, hvis ikke jeg er på de sociale medier. Og den er bare ikke længere.”
Anne-Mette Holm Petersen gik hjem tirsdag aften med hovedet fyldt af de unges idéer.
“Jeg tænkte da på, om jeg skal fange de unge mennesker. Det kan være lidt farligt og måske lyde lidt flabet at sige 'jeg behøver ikke de kunder,' men jeg må også sige, at de unge ikke er loyale som kunder i dag,” lyder det fra Anne-Mette Holm Petersen, hvis kundegruppe ifølge hende selv er kvinder og i alderen 40+.
“Og de skal stadig have deres lokale stof gennem Lokalavisen, hvor vi selvfølgelig skal annoncere. De kunder er trofaste, hvor de unge handler på nettet eller tager til Aarhus for at kunne gå på café samtidig med shopping.”
De unge gymnasielever foreslog Anne-Mette Holm Petersen at åbne en café sammen med hendes butik i Nørregade i Hadsten.
“Men så spurgte jeg dem, om de ville benytte den. Og her var svaret noget tøvende,” siger Anne-Mette, som også lige fik et tip om, at butikkens navn - Mette Sko - ikke var up-to-date i de unges øjne.
“Og der blev jeg nok lidt fornærmet, for jeg hedder jo Mette, ikke,” siger hun smilende.