“Du skal give dig selv noget mig-tid”
Rikke Eg Lange åbner Låsbys første skønhedsklinik
Rigtig skønhed kommer indefra, men derfor kan man jo godt give den en hjælpende hånd. Efter mere end 20 år som kok, har 41-årige Rikke Eg Lange besluttet at fyre op under nye gryder.
Mandag i næste uge åbner hun skønhedsklinikken Nail and Beauty på Århusvej 14 i Låsby.
Her kan du få lavet smukke negle på både hænder og fødder samt ansigts og kropsbehandlinger.
“Låsby har mange frisører, men ingen skønhedsklinikker. Det synes jeg er på tide, at vi får. Os her ude på landet har også brug for noget tid til os selv og til velvære. Du skal huske at give dig selv noget mig-tid,” smiler Rikke.
Udlever ungpigedrømmen
Kokketilværelsen lagde hun på hylden for at udleve sin ungpige drøm.
“Det er hårdt for helbredet at være kok, og jeg kunne ikke holde til det længere. Samtidig har jeg drømt om at åbne skønhedsklinik siden jeg var en stor pige. Så nu skal det altså være,” fortæller hun.
Derfor har hun nu uddannet sig til negletekniker og er i fuld gang med uddannelsen til kosmetolog.
“Fordi jeg ikke er færdiguddannet endnu, er mine priser små. Men de ryger ikke i skyerne, når jeg bliver færdig. Jeg synes, alle skal have råd til skønhedsbehandlinger,” understreger Rikke, der er vokset op i Låsby, og nu er vendt tilbage til byen efter en del år i Randers.
“Jeg er et bysbarn, og synes, vi har en dejlig og hyggelig by. Nu vil jeg så prøve at se, om byen er klar til en skønhedsklinik. Jeg er dog ikke så nervøs, for det bliver mere og mere almindeligt for både kvinder og mænd at bruge penge på skønhedsbehandlinger.”