Fortsæt til indhold

Findes der Rigtige Mænd i Skanderborg?

Når DR1 blænder op for 2. sæson af Rigtige Mænd, kan alle rigtige mænd være med - også dem i Skanderborg

Samfund
Grethe Bo Madsen

Mænd i Skanderborg Kommune og i resten af landet inviteres nu til at gå i fodsporene på de Rigtige Mænd fra DR1's programrække på DR1.

Samtidigt med at de følger de fem nye Rigtige Mænds kamp for et sundere liv på skærmen, kan de uge efter uge følge samme træningsforløb på et hold fra lokalområdet eller arbejdspladsen. Det hele er samlet på Rigtig Mænd Sjakket, som 1. marts åbnede for gratis tilmelding på www.rigtigemænd.dk.

Kulminationen på projektet bliver Rigtige Mænd Løbet, der bliver afholdt den 24. maj samtidig i hele landet, også i Skanderborg, hvor både kommunen og Skanderborg Firmaidræt bakker op.

Rigtige Mænd-løbet

Skanderborg Firmaidræt er allerede nu i gang med at planlægge et sjovt og udfordrende forhindringsløb den 24. maj i Rigtige Mænd-ånden. Formen bliver et stjerneløb, hvor man løber ud til en post, klarer en forhindring, løber tilbage til startområdet, og derefter løber ud til endnu en post.

“Det her kræver ingen bevilling, kun godt med humoristisk sans. Målet er at fremme sundheden for mænd, og vi har fra kommunens side sagt, at det vil vi gerne støtte op,” fortæller formand for Kultur- og Sundhedsudvalget Tage Nielsen (R).

“Jeg håber, vi i samarbejde med Skanderborg Firmaidræt kan få grupper af kolleger til at tilmelde sig. Det er et godt og naturligt led i indsatsen 'Sundhed på arbejdspladsen', som allerede er i gang. Det er især interessant, om det bliver muligt at få mænd med, der ellers ikke dyrker nogen form for motion. Jeg tror det er muligt, når det bliver en del af det kollegiale fællesskab på arbejdspladsen.”

Socialdemokraternes Kai Høstrup opfordrede de mandlige byrødder til at stille op med deres eget hold, som han tilmed lover at være tovholder for.

Sjakket skal gøre det sjovt

I online træningsfællesskabet Rigtige Mænd Sjakket samles mændene i hold på fem personer. Her kan de teste sig selv undervejs, så de hele tiden kan følge deres egen udvikling.

“Rigtige Mænd Sjakket er for alle mænd, som gerne vil have det sjovt, og som er klar til at udfordre sig selv, vennerne eller kollegerne. De kan også konkurrere mod hold i deres egen kommune, på arbejdspladsen eller følge hvilken smed eller tømrer i landet, der forbedrer sig mest frem mod Rigtige Mænd Løbet,” fortæller projektleder i Dansk Firmaidrætsforbund, Dan Hansen.

Rigtige mænd i Byrådet

Også Skanderborg Byråd får formentlig sit eget hold af Rigtige Mænd. På Byrådsmødet onsdag 1. marts opfordrede Socialdemokraternes Kai Høstrup sine byrådskolleger til at stille op - både dem med og uden “dunk”.

“Jeg synes, byrådet skal med i Sjakket, og jeg stiller gerne op som tovholder. Jeg håber, vi kan samle flere fra byrådet til et hold, som stiller op til Rigtige Mænd Løbet i maj, hvor vi kan kæmpe mod andre kommuner. Så lad os mande os op og tage dysten op,” lød opfordringen fra Kai Høstrup.

Bag det nye Rigtige Mænd-projekt står Dansk Firmaidrætsforbund, MakeitBee Production, DR og Syddansk Universitet. Nordea-fonden støtter det ambitiøse projekt med 22,7 millioner kroner.