Fortsæt til indhold

Høj pris for at være prøvekanin

Ekstraregningen for Sundhedsplatformen løber op i 50-60 millioner kroner for Herlev og Gentofte Hospital, fortæller direktør Klaus Lunding, som forventer, at regionsrådet giver dem kompensation for “at tage nogle tæsk for holdet”

Samfund
Af Kathrine Albrechtsen

Natten til den 21. maj 2016 gik det nye fælles journalsystem Sundhedsplatformen i luften på Herlev og Gentofte Hospital.
Men indførslen af det nye it-system var ikke smertefri og skabte problemer for hospitalets personale, der hurtigt var ude at kritisere platformen som et ufærdigt system med fejl, der stod i vejen for god kvalitet og patientsikkerhed.
Sundhedsplatformen har ni måneder efter ikke kun kostet Herlev og Gentofte Hospital frustrationer og udfordringer, men også en ekstraregning på mellem 50-60 mio. kroner.
20 millioner er gået til overarbejde, 26 millioner til indkøb af ekstra udstyr og omkring 10 millioner til vikardækning, fortæller direktør på Herlev og Gentofte Hospital, Klaus Lunding.
“Vi har været voldsomt udfordret af Sundhedsplatformen. Især vores ambulatorier har kørt på nedsat kapacitet. Hvor de tidligere havde fire patienter i timen, har de kun kunnet tage tre. Men jeg har en klar forventning om, at vi bliver kompenseret 100 procent af regionsrådet for at tage nogle tæsk for holdet. Hvis ikke, vi bliver dækket helt, betyder det, at jeg bliver nødt til at gå ud og fyre personale. Den situation håber jeg ikke, at regionsrådet sætter os i. Men min fornemmelse er, at vi bliver bakket op,” siger han.

Ekstraregning på 330 mio.

Den endelig regning er endnu ikke gjort op. For med implementeringen af Sundhedsplatformen er Herlev og Gentofte Hospitals aktivitetsniveau gået ned på operationsgange, røntgenafdelinger og ambulatorier, som har kostet dem mindst 330 mio. kr. i tabt produktion, forklarer Klaus Lunding.
“Vi får 5 mia. kr. for at levere et bestemt antal operationer og ydelser. Men fordi vores aktivitetsniveau er faldet på grund af Sundhedsplatformen, skal vi i princippet tilbagebetale 330 mio. kroner. Men vi har ikke pengene, for det har været dyrere at drive det her hospital i 2016 på grund af overarbejde og vikardækning,” siger han.
Ekstraregningen er først på plads i maj måned, hvor Herlev og Gentofte Hospital har det endelig tal for det hektiske år 2016.
Er der noget i den her proces, som du ville ønske var gjort anderledes?
“Hvis jeg ser tilbage på introduktionen og uddannelsen af vores medarbejdere, så havde jeg nok foretrukket, at vi ikke skulle på som de første. Der har været en mangelfuld indførsel i systemet for vores personale, og der kunne godt have været bedre styr på integrationen af systemet. For eksempel måtte vi selv træde ind og klare nogle integrationsopgaver på tværs af afdelingerne, som Sundhedsplatformen ikke havde styr på. Det har vi brugt meget tid og kræfter på, som jeg gerne ville have været foruden.”
Sundhedsplatformen krævede, at det skulle testes på et stort hospital, hvor der blev pres på kedlerne, og det har der været på Herlev og Gentofte Hospital. Klaus Lunding fremhæver dog, at patienterne i hele forløbet har mødt samme høje faglige niveau som tidligere, trods de store udfordringer med at registrere.
“Sundhedsplatformen har et kæmpe potentiale, og det har taget tid, også længere tid end forventet, at implementere så stort et system,” slutter han.
Villabyerne lover at følge op på sagen og høre regionsrådet, om Klaus Lunding har noget at have sine forventninger i.