Fortsæt til indhold

Aarhus-kemikere klar til semifinale i TV 2-show

Michael Madsen og Julie Kronborg håber at nå til finalen i populært tv-show

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

Aarhus Kemishow's deltagelse i 'Danmark har talent' på TV 2 er blevet forlænget.
Det blev en realitet, da det sjette program rullede over skærmen på TV 2 18. februar.
Kemi-duoen fra Aarhus Universitet, som består af 23-årige Michael Madsen fra Hasle og 25-årige Julie Kronborg fra Risskov, er dermed klar til semifinalen og kan opleves til det første liveshow. Det sendes på TV 2 lørdag 4. marts klokken 20.
“Det er super fedt, vi er gået videre. Uden at lyde alt for overlegen, så var vi nok blevet skuffede, hvis vi ikke var gået videre. Vi er blevet bekræftet i, at der er flere, som synes at kemi er spændende,” siger Michael Madsen.
De fik fire ja'er af dommerne for deres show, hvor der var flere farverige flammer.
“Det er spændende at være i semifinalen. Vores mål har hele tiden været at promovere naturvidenskab, og det bliver nemmere, jo længere vi når,” siger Julie Kronborg, som derfor også håber, at Aarhus Kemishow kvalificerer sig til finalen til april.
De er begge i fuld gang med deres bachelorprojekt og må tage weekenderne i brug for at blive klar til tv-optræden og øver foran Aarhus Kemishow-holdet på universitet.