Peter er netværksven med syriske Ali

“Livet er ikke det værste, man har, og om lidt er kaffen klar”, lyder det om Svantes lykkelige dag i Benny Andersens ikoniske digt.

Den slags er ligesom Matador, avislæsning og cykelture en del af den danske kulturarv og det har dannet ramme om de møder, 66-årige Peter Eichel og 24-årige Ali AlBadri siden november 2015 har haft med hinanden.
Peter Eichel er pensioneret bankmand og bor i Hunderup-kvarteret. Ali AlBadri er flygtet fra Syrien, hvor han måtte efterlade sine forældre, søskende og ingeniøruddannelse, da bomberne begyndte at falde over Aleppo.

Et umage par, ville nogen mene, men Peter og Ali, der har mødt hinanden gennem Dansk Flygtningehjælps netværksordning, værdsætter begge samværet.

“Når man kommer til et nyt land, man ikke kender, kan man let føle sig udenfor. Det har været en stor hjælp for mig, at mødes og tale med Peter. Jeg har lært det danske samfund at kende og føler mig nu velintegreret og hjemme,” siger Ali AlBadri på flydende dansk.
Læs også: 20 flygtninge mangler en netværksven i Odense

Et berigende samvær

Det var ønsket om at gøre en forskel, der tilbage i 2015 fik Peter Eichel til at melde sig som frivillig netværksperson.

“I den periode fyldte krigen i Syrien og flygtningesituationen meget i medierne,” husker han.

“Som samfund kan vi sagtens tage en konstruktiv dialog om, hvor mange flygtninge, vi har plads til. Men dem, vi siger ja til, skal vi sørge for at integrere og behandle godt.”

Peter Eichel understreger, at samværet med Ali har været berigende.

“Mit mål som netværksperson er, at jeg gerne vil præsentere Ali for et varieret udvalg af dansk kultur og derigennem bidrage til hans integration. Men samværet med Ali giver en masse igen. Vi deler mange gode oplevelser, og jeg har fået et unikt, personligt indblik i en flygtnings tilværelse,” fortæller han.

“Her er en kantsten”

Deres første møde fandt sted på Odense Bibliotek, hvor Peter havde medbragt nogle billedbøger, der kunne danne udgangspunkt for deres første samtale. På det tidspunkt havde Ali endnu ikke lært at tale dansk.

“Jeg pegede på billederne og sagde 'vej', 'kantsten' og 'biler', og derigennem lærte han nogle ord,” fortæller Peter.

Senere, da Ali havde gennemgået kommunens sprogkurser, blev indholdet af deres samtaler mere varierede.

Parret har for eksempel set og analyseret et afsnit af Matador, læst avisoverskrifter og hørt masser af dansk musik sammen.

De har også lavet mad og været på cykelture i naturen omkring Odense. For tiden mødes de et par gange om måneden, ofte til en kop kaffe i Peters stue.

Syrien fylder i tankerne

Ali bor nu på Sct. Joseph-kollegiet på Hjallesevej. Han går i skole, arbejder på restauranten La Melisa og vil gerne søge ind på en videregående uddannelse.

“I den situation kan jeg også fungere som sparringspartner,” mener Peter Eichel.

Til gengæld fylder Syrien, hvor Alis forældre og søskende stadig befinder sig, ikke meget i deres samtaler.

“Når situationen i Syrien er dårlig, kan jeg ikke sove. Det er værst om natten, for jeg ved, at det er det tidspunkt, bomber og fly kommer ind over Aleppo,” siger Ali AlBadri, der følger med i nyhedsmedier og på Facebook, hvor han ser billeder af ødelæggelserne.

“Det er smertefuldt at tænke på, og derfor taler Peter og jeg mest om fremtiden.”

Gav en danskvand

Under møderne er det mest Peter Eichel, der har sat dagsordnen og bestemt, hvad de skulle beskæftige sig med. Alligevel betegner han deres venskab som 'tæt på ligeværdigt'.

“Det er jo mest mig, der bestemmer og giver gode råd. Men Ali falder godt ind i rollen som ven. Engang, da vi var ude at cykle, stoppede han op og købte en danskvand til mig, fordi han kunne se, jeg svedte,” fortæller han.

“Jeg vil klart anbefale, at flere melder sig til rollen som netværksperson. Man får så meget retur, og jeg synes også, vi som samfund er forpligtet til at bidrage til integrationen af de mennesker, vi byder velkomne.”