Demensramte skal nyde nuet, selvom de glemmer det
Centerchef Lene Vangsø fortæller, hvordan ældre demenssyge får mest livsglæde
Daglig leder på Klovenhøj i Brædstrup, Lene Vangsøe Christensen, fortæller om, hvilke muligheder der er for at indarbejde værdighed i et liv med demenssygdom. Lene Vangsøe vil nemlig hellere tale om muligheder end om udfordringer i arbejdet med mennesker med demenssygdom.
”Jeg ser frem til mit arbejde hver dag og ser det ikke som udfordrende. I arbejdet med mennesker med demens er der grobund for hele tiden at udvikle og se på forskellige muligheder. Det er givende både for mine medarbejdere og mig,” fortæller Lene.
Valg og fravalg
At arbejde med mennesker med demenssygdom er nemlig altid en balancegang. Medarbejderne skal hele tiden gøre sig overvejelser omkring, hvordan de bedst muligt griber opgaven an i forhold til den enkelte beboer – blandt andet i forbindelse med den enkeltes værdighed.
Værdighed er noget, de arbejder meget med på Klovenhøj. Medarbejderne diskuterer og vurderer løbende, hvad beboerne reelt har glæde af at deltage i, og hvornår noget bliver for meget stimuli for dem. De har en målsætning om at tilbyde aktiviteter, der er meningsfyldte og håndtérbare for beboerne. For eksempel anvender de ofte udefaciliteter, hvor der er et bredt udvalg af dyr, som beboerne kan passe, og frugtbuske de kan plukke af.
”Men nogle gange kan det være det mest meningsfulde, at beboerne sidder og kigger på, mens medarbejderne laver aktiviteter. Midt i at der plukkes bær, kan beboerne eksempelvis pludselig glemme, hvordan man gør og blive kede af det. Hvis de sidder og kigger på, er de stadigvæk med og kan bibeholde deres værdighed.”
Et andet eksempel på, hvordan fravalg frem for tilvalg kan fremme værdigheden, er i forbindelse med måltider. Borddækningen er ofte spartansk og kan for en udenforstående virke mindre hyggelig. Men der er en grund hertil.
”Hvis vi lægger en spraglet dug på eller sætter en vase med blomster på bordet, giver det forstyrrelser og fjerner fokus fra måltidet,” siger Lene.
Sigt efter stjernestunderne
Øjeblikket, at nyde nuet, er et helt centralt parameter i arbejdet med mennesker med demens, mener Lene Vangsøe. Når beboerne har været på ture, kan de kort tid efter glemme, at de har været der, men det betyder ikke at turene nedprioriteres - tværtimod.
”Vi arbejder meget med stjernestunder: Det øjeblik hvor beboerne får et glimt i øjnene, og de ser glade og trygge ud. Vi nyder det nu – om end det kan være kort.”
Men man må da ikke lyve
Det kan måske virke paradoksalt, at dét at stikke en lille hvid løgn i ny og næ kan være med til at fremme et værdigt liv. Men for folk, der har med mennesker med demenssygdom at gøre i det daglige, er det et helt naturligt redskab at anvende.
”Hvis en beboer eksempelvis spørger efter en ægtefælle, som er død for mange år siden, fortæller vi dem, at vedkommende 'ikke lige er her'. Hvis vi oplyser, at han/hun er død, bliver de kede af det, og da de kan spørge flere gange, ville man jo gøre dem kede af det mange gange i løbet af en dag,” fortæller Lene.
Tak for lån
Lene Vangsøe fremhæver, hvordan et arbejde med mennesker med demenssygdom kræver en særlig tankegang og tilgang til sit arbejde. At kunne sætte sig i andres sted.
”Jeg føler mig heldig ved at skulle varetage denne opgave. Når en beboer dør, siger vi altid til de efterladte: Tak for lån.”