“Det er min egen skyld, jeg har to bryster”

Året var 2005. Jeannette Krog drev sin egen forretning og var netop flyttet sammen med sin kæreste gennem ni måneder. Den dengang 39-årige kvinde havde aldrig skænket døden en tanke. Det, og meget andet, ændrede sig, da hun pludselig opdagede en knude i sit ene bryst.
Dagen efter Jeannette havde opdaget knuden, fik hun en tid hos lægen. Der fik hun besked på, at hun skulle få foretaget en mammografi. Seks uger skulle der gå, fra Jeannette var til lægen, til hun kom til screening og endelig kunne få svar på, om hun var syg. En tid, Jeannette beskriver som 'seks uger i helvede'.
“I seks uger vidste jeg ikke, om jeg var købt eller solgt. Jeg gik på nettet og læste om kvinder med brystkræft, kvinder der fik fjernet brysterne og som døde af sygdommen. Det var ikke ligefrem munter læsning,” siger Jeannette Krog.

Frygten for at miste brystet

Da svaret på mammografien endelig kom, var det ikke godt nyt. Jeannette fik at vide, hun havde en 2,5 centimeter stor kræftknude i brystet, og at hendes bryst skulle fjernes.
Der var tre ugers ventetid på operationen. Så længe ville Jeannette ikke vente, og hun skiftede derfor til et andet hospital, hvor hun kun skulle vente en uge. Dagen før operationen var Jeannette til forundersøgelse, hvor hun igen fik foretaget en scanning.
“Jeg ved ikke, hvor det kom fra, for jeg vidste jo godt, den her knude var 2,5 centimeter. Men da jeg lå og blev scannet, kom det ud af det blå: 'Den der knude, hvor stor er den?'”.
Til Jeannettes forundering var svaret denne gang, at knuden kun var én centimeter stor. Den oplysning ændrede alt for Jeannette, der hev lægen til side og sagde:
“Hvis den knude kun er én centimeter stor, så vil jeg gøre alt, jeg kan for at få lov til at beholde mit bryst.”
Jeannette mødte derefter kirurgen, der skulle foretage operationen dagen efter. Hun fik atter at vide, hun skulle have fjernet sit bryst grundet den store knude. Jeannette bad derfor kirurgen om at kigge på papirerne med de nye oplysninger, før hun besluttede noget.
Kirurgen kiggede i Jeannettes papirer, og sagde:
“Det er mig, der skal skære i dig. Af med den trøje. Jeg bliver nødt til selv at mærke på dig.”
Kirurgen mærkede efter. Hun meddelte Jeannette, at det bedste hun kunne love hende, var en 'fifty/fifty' chance. Jeannette vidste derfor ikke, om hun ville vågne efter operationen med et eller to bryster.
Så startede gyseren.

Det betaler sig at kæmpe

Da Jeannette vågnede efter operationen, mærkede hun efter med begge hænder.
“Jeg var verdens lykkeligste kvinde. Det var fantastisk,” siger Jeannette, der husker glæden, da hun mærkede, hun stadig havde begge bryster. “Det er min egen skyld, jeg har to bryster i dag. Det er jeg slet ikke i tvivl om.”
Næst for stod kemoterapi og strålebehandling, og Jeannette gik i krig med at undersøge forskellige behandlingsformer. Hun læste sig frem til, at nogle folk havde haft gode erfaringer med at supplerede den medicinske behandling med c-vitaminer. Jeannette indtog derfor c-vitaminer i pulverform under behandlingsforløbet.
“Jeg blev ikke syg af kemoen, og jeg tabte ikke mit hår,” fortæller Jeannette.
Hvad der gjorde forskellen, kan ingen sige med sikkerhed, men Jeannette mener, det var c-vitaminerne, der hjalp hende godt gennem kemoterapien.

Tog tyren ved hornene

På 20. dagen efter operationen klippede Jeannettes kæreste hende med en trimmer. Tilbage var kun seks millimeter hår.
“Jeg blev aldrig skaldet eller fik pletter, men jeg kunne slet ikke have tanken om pludselig at miste håret. Derfor tog jeg tyren ved hornene og barberede det af selv.”
Det var ikke kun Jeannettes udseende, der ændrede sig. Sygdommen førte også mange tanker og bekymringer med sig, der var nye for hende.
“Jeg havde aldrig tænkt på døden, før jeg fik den sygdom. Pludselig blev jeg nødt til at forholde mig til det. Benene bliver slået væk under én, når man får at vide, man har kræft. Min kæreste og jeg aflyste alt, blandt andet sommerferien til Italien. Ikke at unde mig selv og min familie den ferie er noget af det dummeste, jeg har gjort. Vi havde jo brug for den.”

Arbejde er medicin

Sygdommen til trods var Jeannette fast besluttet på at blive ved med at arbejde i sin butik, mens hun stadig var under behandling.
“For mig var det rigtig godt at gå på arbejde. Det var min medicin, noget fra mit gamle liv, som jeg vidste, jeg var god til og skulle forholde mig til. Det var godt for mig at se mine kollegaer - og godt for dem at se mig.”

Manglede en at lytte til

Jeannette er nu 51 år og har været sygdomsfri i mange år. Hun har dog ikke glemt, hvordan det var at stå foran et ukendt sygdomsforløb.
“Dengang jeg var syg, søgte jeg efter en kvinde, der holdt et foredrag om det, jeg nu skulle igennem, for jeg anede jo ikke en skid om det. Jeg kunne finde en masse informationer på nettet, men ingen foredrag. De eneste, jeg kunne snakke med, var læger og sygeplejersker, men jeg ville gerne snakke med en, der selv havde prøvet det,” fortæller Jeannette Krog.
Allerede dengang opstod idéen for Jeannette om at udfylde det hul, hun syntes, der var, og selv holde foredrag om sit sygdomsforløb. Nu, 12 år senere, er hun begyndt at gøre netop dét.
“Jeg vil gerne fortælle om forløbet til de kvinder, der er ramt af brystkræft, til andre kræftramte og til pårørende. Jeg vil også rigtig gerne ud til firmaer. Hver tredje person rammes af kræft - det er mere end 14.000 mennesker hvert år, der er i den erhvervsdygtige alder. Du kan ikke undgå at stå ansigt til ansigt med en, der har kræft, på et tidspunkt. Derfor er det godt at vide, hvad du skal gøre og sige som kollega.“
Jeannette vil fortælle, hvordan hun styrede gennem systemet og sit sygdomsforløb. Hun vil fortælle om de kampe, hun tog, og om de tanker, hun havde om børn, arbejde, økonomi og døden, og hun vil fortælle om, hvordan man kommer godt videre.
“Jeg vil rigtig gerne gøre en forskel og fortælle, at man godt kan komme gennem sådan en hård sygdom med livet i god behold. Selvom sygdommen er noget skidt, så har den også gjort noget godt for mig, for jeg sætter meget mere pris på livet, og jeg tager ikke alting for givet mere. Jeg gider ikke bruge tid på de små kampe, for nu har jeg taget den største.”

Bekæmper stadig kræft

Jeannette, der bor i Horsens, er meget engageret i kampen mod kræft. Hun er gået ned i tid på sit arbejde i salg og kundeservice hos OK i Viby for at kunne holde sine foredrag. Derudover deltager hun i indsamlinger mod brystkræft for Kræftens Bekæmpelse og skal i år være med til at arrangere 'Stafet for livet'.
Jeannette har nu været sygdomsfri så længe, at hun har samme risiko for at få kræft igen som folk, der aldrig har været ramt. Jeannette tror aldrig helt, frygten for at blive syg igen forsvinder, men det er ikke noget, der fylder meget i hendes hverdag længere.
“Jeg er kommet dertil, hvor jeg godt ved, at fordi jeg har en bums på næsen, betyder det ikke, jeg har kræft. Men når man først har været ramt, er man ramt på både sjæl og krop, og angsten slipper man nok aldrig af med. Jeg er super glad for hver eneste dag, jeg er her. Man ved jo aldrig, hvornår man skal herfra. Men indtil det sker, skal jeg bare have det bedste ud af livet.”