Fortsæt til indhold

Jacob Andersen i spidsen for butik Sporten Hadsten

Den 37-årige butikschef er ude af kædesamarbejde og satser nu lokalt

Samfund
Michael Wulff

Onsdag 1. marts fik Jacob Andersen besøg af en flok 3.g'ere fra Favrskov Gymnasium, der, som led i faget erhvervsøkonomi, besøgte blandt andet Sportigan i Søndergade i Hadsten.
Men knap var de unge ude af butikken, før butikschef Jacob Andersen gik i gang med at ændre butikkens navn.
“Ja, fra i morgen (torsdag, 2. marts 2017, red.) er vi ikke længere en del af Sportigan-kæden. Fremover kan vi under navnet 'Sporten Hadsten' koncentrere os 100 procent om det lokale marked,” fortæller Jacob Andersen.

Uændret ejerskab

Butikken Sporten Hadsten fortsætter med Jacob som butikschef - og eneste ansatte lige for tiden - og Ruben Andersen som ejer. Den tidligere ejer af Sportigan, Jesper Stenbroen fra Hinnerup, er hermed ude af butikken i Hadsten.
“Jeg ser skiftet nu som en klar fordel til vores lokale kunder. Vi skal ikke længere føre bestemte varer, men kan se på, hvad det er, som idrætslivet efterspørger,” siger Jacob Andersen.