Skatepark i Galten inviterer til lysfest
Galten Skatepark indbyder til fest, når lyset officielt tændes 15. marts klokken 19.00
Når lyset tændes i skateparken, skal det ikke kun være med til at udvide åbningstiderne, det skal også øge sikkerheden, lyder det i en pressemeddelelse.
“Med lyset, der giver 40 lux fordelt på hele parken, får vi udvidet åbningstiden samtidig med, at vi styrker sikkerheden og skaber trygge rammer for børn og unge i skateparken,” fortæller initiativtager og formand for skateudvalget, Claus Hvass, i en pressemeddelelse.
“Vi har allerede set, hvordan skateparken er blevet taget helt fantastisk godt imod, selvom det var på det værst tænkelige tidspunkt af året, nemlig i december. Der er altid børn, unge og ofte også voksne i gang på løbehjul, skateboards, rulleskøjter og BMX-cykler, når der blot er en lille tør plet beton at løbe på.”
God opbakning
Men Galten Skatepark havde været uden lys, hvis der ikke var lavet crowdfunding kombineret med en samarbejdsaftale med Skanderborg Kommune og AURA Energi.
“Som lokal virksomhed med en stærk tilknytning til byen er det et oplagt projekt for os at bakke op om. Det vi så kunne byde ind med var et state-of-the-art belysningsanlæg, der opfylder alle moderne krav, og tilmed er meget energivenligt. Hele skateparken er et visionært projekt, som rigtig mange børn og unge i Galten-området får glæde af i mange år fremover. Og så må man ikke glemme den vedholdenhed som projektgruppen bag skateparken har udvist. Det er et stort og flot arbejde, der er gjort,” lyder det fra Thorkild Videbæk, der er Kommerciel direktør i AURA Energi.
Ingen lysforurening
Når skateparken bliver oplyst, skal beboerne i området ikke frygte et genrende lys, for der er taget højde for, at der ikke opstår lysforurening.
Det bliver sikret ved, at lyset koncentreres på banen, ligesom ved gadelys, der heller ikke må genere beboere i området. Lyset bliver ikke pludselig tændt og slukket, men i stedet sørger automatik for, at der bliver tændt og slukket langsomt over cirka 15 sekunder. På denne måde modvirker man et pludseligt kraftig lys, som kan virke generende.
Automatikken vil også sørge for at lyset slukker, når der efter en periode ikke er bevægelser på anlægget, lyder det i pressemeddelelsen.