Fortsæt til indhold

Kommuner nord for København er populære tilflytningsmål for børnefamilier

Nettotilflytningen er positiv, viser nye tal fra KL

Samfund
Jens Berg Thomsen;Jeppe Helkov

demografi Kommuner nord for København er populære, når børnefamilier skal vælge ny bopæl. Nye tal fra Kommunernes Landsforening, KL, viser, at kommuner som Allerød, Furesø, Hillerød og Gribskov alle har haft en positiv tilgang af børnefamilier i årene 2011-2015. Mens 469 nye børnefamilier er flyttet til Gribskov Kommune i årene, er 592 af slagsen rykket til Hillerød. 632 børnefamilier er flyttet til Allerød Kommune, og topscoren blandt de fire kommuner er Furesø, hvor hele 1.096 børnefamilier har valgt at bosætte sig. Tallene dækker over nettotilflytninger.

Fald i nettotilflytningerne

Den positive udvikling mod nord sker samtidig med, at kommuner som Frederiksberg og København har oplevet et fald i nettotilflytningerne på henholdsvis 3.483 og 18.540. Det er der ifølge landdistriktsforsker Hanne Wittorff Tanvig en forklaring på.
“I mange år har medierne fortalt en afviklingshistorie, hvor den sidste lukker og slukker, Men der sker noget i landdistrikterne. Myten om, at der kun er en vej at gå - fra land til by - bliver punkteret i øjeblikket,” siger hun til Ugeposten Gribskov.
“En del af det skyldes helt sikkert økonomien. Vi har haft en kriseperiode, og så falder mobiliteten. Folk tør ikke flytte - og er bekymrede for, hvad der skal ske fremover. Men nu er vi nået ud på den anden side, hvor der er flere, der tør tage skridtet. Vi har i flere år vidst, at der var et stort udflytningspotentiale. Det har undersøgelser vist gentagende gange. Og det er det, vi ser nu. Flere har fået et ønske om at have en anden livsstil end storby-livsstilen. Man prioriterer sundhed - både den fysiske og mentale. At have naturen tæt på. Og så at have en bedre balance i hverdagen mellem arbejde og det at leve. Det er slået igennem i de senere år. Og trenden kan sagtens fortsætte med at vokse i de kommende år. Og så gør den digitale udvikling det også nemmere at flytte væk fra byerne. Man kan nu uden problemer være på afstand af sit arbejde eller tage arbejdet med sig. Så det er også muligt at ernære sig, selvom man flytter lidt væk. Man har altså den her kombination af, at man bor ude i de her pragtfulde områder, samtidig med at man har sit job med sig,” siger forskeren.
Tallene fra KL viser, at nettotilflytningen også bonner ud i forskellen i procent blandt de fire kommuner. Hillerød kan nu prale af en forskel på 21,7 procent, Gribskov 21,9 procent, Furesø 45,1 procent og Allerød med 55 procent i antallet af børnefamilier.
Også tilflytningen i det hele taget er positiv for de fire kommuner.

jbt@lokalavisen.dk
FAKTA
Nettotilflytning 2011-2015
Børnefamilier:
Gribskov Kommune: 469 (21,9 procent i forskel)
Hillerød 592 (21,7 procent i forskel)
Allerød Kommune: 632 (55 procent i forskel)
Furesø Kommune: 1.096 (45,1 procent i forskel)
Nettotilflytningen samlet set:
Gribskov Kommune: 82 (0,7 procent i forskel)
Allerød Kommune: 356 (6,1 procent i forskel)
Hillerød Kommune: 592 (3,9 procent i forskel)
Furesø Kommune 1.100 (9,8 procent i forskel)
Kilde: Kommunernes Landsforening